Røver grinet ud af 7-Eleven

En ekspedient fandt en røvers maskering så morsom, at hun kom til at grine af ham, da han forsøgte af få omsætningen i en 7-Eleven butik.

Et røveriforsøg mod en 7-Eleven butik gik helt galt for røveren.

Han trådte maskeret ind i butikken på Nørrebro i København og forsøgte at true ekspedienten med en dolk.

Men hun blev slet ikke bange for røveren, oplyser politiet.

- Hun kunne ganske enkelt ikke lade være med at grine, da røverens maskering øjensynligt så noget speciel ud, fortæller kriminalpolitiets centrale vagtleder i København.

Gerningsmanden havde nemlig viklet sit hoved ind i stof, så han nærmest lignede en mumie.

Ekspedientens latter gjorde røveren så nervøs, at han til sidst stak af fra kiosken - og den grinende kvinde - uden kontanter.

Facebook
Twitter