Rotter og edderkopper trives i kulden

Både rotter, edderkopper og dræbersnegle vil overleve den lange frostperiode, vi har i øjeblikket.

Rotte affald. (© AP Graphics)

Selv om minusgraderne når langt ned i øjeblikket, så trives både rotter, edderkopper og insekter i kulden.

- Rotterne er ikke påvirket af den hårde frost, for de holder sig under jorden - og hvis der kommer snedække har de det endnu bedre, så laver de nemlig små gange under sneen, siger naturvejleder i Naturstyrelsen, Jes Aagaard.

Og det gælder også for edderkopper og insekter, fortæller han.

- Lige nu har de det godt, og der er ikke nogen af dem, der lider stor skade, siger han.

Lang frostperiode er god

For insekterne er det faktisk bedre med en længere frostperiode, som vi ser nu, frem for at det hele tiden skifter mellem høje frostgrader og varmegrader.

- Det fantastiske ved naturen er, at dyrene har en strategi for, når det bliver koldt, siger han og forklarer, at et insekt overlever, selv om 70 procent af kroppen er ren is.

- De sørger for, at den isudvikling, der sker, foregår uden for cellerne. På den måde tåler de at ligge i frostkoma under en gammel træstub eller en barkgren, indtil de engang tør op og er uden for livsfare, forklarer han.

Men det er hårdt for insekterne, hvis de flere gange på en vinter, skal gå i frostkoma.

- Derfor er det farligt for dem, hvis det skiftevis bliver koldt og varmt. Sker det flere gange, så dør insekterne, forklarer Jes Aagaard.

Dræbersnegle reproducerer

Dræbersneglene lægger deres æg i jordoverfladen, og de risikerer faktisk at dø i den hårde kulde. Men det er ikke nødvendigvis et problem for bestanden, forklarer Jes Aagaard, for dræbersneglene lægger flere hundrede æg i deres levetid. Så selv om nogle af dem skulle dø nu, når de at lægge flere.

- Især hvis vi får en fugtigt forår, har dræbersneglene gode muligheder for at reproducere. Så selv om nogle af æggene skulle dø nu, kan de stadig nå at blive til en stor bestand i år, siger Jes Aagaard.

Facebook
Twitter