Roya er ramt af hårtab og mistet smagssans efter coronavirus: 'Jeg er ikke den glade kvinde mere

- Lægerne ved ikke, hvad de skal stille op, for de har ingen erfaring, siger Roya, fire måneder efter hun fik Covid-19.

Den 18. marts blev Roya Maghaddas Hoffmeyer testet positiv for coronavirus. Trods et let sygdomsforløb med Covid-19, så døjer hun her fire måneder efter med flere forskellige senfølger.

Værst er hukommelsessvigt, nedsat lugtesans, træthed, vejrtrækningsbesvær og et stort hårtab. Det er alle faktorer, der går hårdt ud over Roya Maghaddas Hoffmeyers hverdag og velbefindende.

- Jeg føler ikke, jeg er den glade kvinde, jeg var før. Jeg er meget nærtagende og er hele tiden bekymret. Tænk, hvis hukommelsen eller vejrtrækningen bliver værre. Og tænk, hvis jeg bliver skaldet, siger hun.

Gennem de seneste måneder er forskere blevet klogere på coronavirusset. Og det viser sig, at mange patienter døjer med alvorlige følger af sygdommen, lang tid efter selve sygdomsforløbet er overstået. Også selv om de ikke har været ramt af et alvorligt forløb.

Svært ved at passe arbejdet

Roya Maghaddas Hoffmeyer var tilbage på arbejdet som tolk, en måned efter hun fik konstateret Covid-19. Siden da har hendes helbred skrantet på forskellig vis.

- Man glemmer, hvor meget man skal sætte pris på sin lugtesans. Man tænker, det er ligegyldigt, men i fire måneder har jeg ikke kunnet lugte noget som helst. Når jeg spiser, kan jeg godt smage surt, salt og sødt, men jeg kan ikke skelne krydderier fra hinanden. Min lugtesans var meget skarp, og jeg savner duften af parfume, mad og blomster, siger Roya Maghaddas Hoffmeyer.

Roya går ikke ud uden paryk eller extensions i håret. Foto: DR (Foto: Dr © dr)

Hun kan have svært ved at passe sit arbejde på grund af følgerne. Særligt trætheden og hukommelsesbesværet volder problemer.

- Jeg kan have det godt om morgenen, men flere gange om dagen bliver jeg så træt, at jeg bare skal sove. Jeg glemmer mange ting. Skal skrive alting ned, når jeg skal tolke, fortæller Roya Maghaddas Hoffmeyer.

Rent psykisk er hun stærkt påvirket af hårtabet, der bliver værre og værre. Hun bevæger sig således ikke længere ud uden paryk eller hårextensions.

- Det gør mig deprimeret, at jeg taber håret i totter, når jeg børster det. Jeg skal støvsuge flere gange om dagen. Det er meget voldsomt, hvis jeg bliver skaldet – det er nok min kvindelighed, det går ud over, siger Roya Maghaddas Hoffmeyer.

Facebookgruppe skal hjælpe

Hun har været hos lægen med senfølgerne. Her har hun fået anbefalet at tage vitaminer og en henvisning til en hudlæge.

Det er dog ikke godt nok for Roya Maghaddas Hoffmeyer og mange andre danskere, der er i samme båd. Derfor har to sygeplejersker, som selv er ramt af Covid 19-senfølger, oprettet facebookgruppen ’Covidramte med senfølger’, hvor patienter kan dele deres erfaringer med hinanden. Gruppen har i dag 3.725 medlemmer.

- Det er meget nyt for lægerne, det her, så jeg stoler ikke rigtigt på, at de ved, hvad der hjælper, for de har ingen erfaring med det. Jeg håber, facebookgruppen kan få lægerne til at tager det her alvorligt med flere undersøgelser af senfølger, siger hun.

Lægerne har dog fået øjnene op for de alvorlige senfølger. På Rigshospitalet i København er overlæge og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren en af de førende på området i Danmark. Han fortæller, at et studie er på vej, hvor man vil kigge på senfølgerne hele fem år frem i tiden.

- Det er ikke virus, der er problemet, men den skade, virus giver kroppen. Så vi har forlænget opfølgningstiden for at kunne forstå og analysere langtidsfølgerne, siger Jens Lundgren.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk