Rundspørge: Hver tredje lokofører har påkørt et menneske

Birger Naver er en af de mange lokoførere, der har været ude for at køre et menneske ihjel.

Det kræver næsten en kilometer at bremse et tog, der kører med 140 km/t. Det gør det umuligt for lokoførere at undgå at folk, der placerer sig på skinnerne.

Det er en lørdag, som Birger Naver aldrig glemmer. Han skulle til Århus fra Fredericia, og på vej ind mod Viby Jylland er der en bro. Pludselig står der en person mellem sporene.

- Jeg kunne godt se, at der kom noget, men ikke hvad det var. Jeg opdagede bare braget. Jeg bremser alt hvad jeg kan og holder så stille en lille kilometer efter. Man stopper ikke sådan lige med 140 km i timen, siger Birger Naver til P1 Dokumentar.

Tror han har ramt et barn

Da toget standser, bliver der helt stille. Birger Naver tror, han har ramt et barn, så han vil ikke ud og se på skinnerne. I stedet bliver han siddende og venter på politiet.

- Følelserne lige efter er chok. Og så begynder man at ryste. Så sveder man, og så kom den der, hvor jeg bliver gal, og det kom bag på mig. Hvorfor skulle det være mig, der eksekverede det der selvmord, spørger Birger Naver.

Det viser sig at være en kvinde, som har taget livet af sig selv.

Mange bliver ufrivillige bødler

Men risikoen for at blive ufrivillig bøddel er stor, når man er lokomotivfører.

I en rundspørge, P1 Dokumentar har lavet, hvor knap 500 lokoførere og 500 lastbilchauffører har svaret, fortæller hver tredje lokomotivfører, at de har været ude for en personpåkørsel, som i langt de fleste tilfælde er selvmord.

Og knap hver tiende lastbilschauffør angiver, at de har været ude for et selvmordsforsøg på vejene, enten hvor en person er hoppet ud foran lastbilen, når den er i fart, eller hvor føreren af en personbil bevidst skifter vognbane for at begå selvmord.

Ikke et råb om hjælp

Ifølge Center for Selvmordsforskning er det ikke overraskende, at så mange vælger at tage livet af sig selv på den måde.

- Når man vælger den her måde at gøre det på, så er det fordi, man vil dø. Hvis man vælger andre metoder, kan det være et råb om hjælp, og man kan måske nå at blive reddet. Det kan man ikke her, siger Lilian Zøllner fra Center for Selvmordsforskning til P1 Dokumentar.

Og selvom det får store konsekvenser får de lastbilchauffører og lokomotivfører, der ufrivilligt bliver involveret i det, så skænker selvmorderne ikke dem, der sidder bag rattet, mange tanker:

- De tænker overhovedet ikke på, at der sidder en lokomotivfører eller en lastbilchauffør, der højst sandsynligt får meget alvorlige mén af at køre et andet menneske ihjel. Det er slet ikke i vedkommendes tankebaner. De tænker kun på, hvordan de får taget deres eget liv, siger Lilian Zøllner.

Magtesløshed svær at tackle

Fælles for lastbilchaufførerne og lokomotivførerne, der oplever selvmord, er følelsen af magtesløshed, og den kan være svært at tackle, siger psykolog Connie Ploug:

- Det er forfærdeligt at sidde i en situation, hvor man kan se, at jeg kommer til at køre den her person ned, og jeg kan ikke gøre noget, selvom jeg træder på bremsen. Man kan godt føle sig fuldstændig magtesløs, siger Connie Ploug til P1 Dokumentar.

Mange gange kan lokoførerne ikke undgå at se, hvad der sker med det menneske, der ryger ind under toget, og det kan være en forfærdelig oplevelse, der kan give mén resten af livet, fortæller Connie Ploug:

- Man bliver en lille smule umenneskeliggjort som deltager i et andet menneskes død. Man kan blive fange af den angst, så man aldrig bliver lokomotivfører eller lastbilchauffør igen, siger Connie Ploug.

Ikke længere tabu

Birger Naver har heldigvis fundet tilbage som lokomotivfører, og det er blandt andet, fordi han føler, at han kan tale med sine kolleger om den dag, han aldrig glemmer:

- Da jeg startede, var der et tabu om påkørsler. Det snakkede man ikke om. Det har Gudskelov vendt sig, for vi kan jo hjælpe hinanden som lokomotivførere bare ved at snakke sammen om det, siger Birger Naver til P1 Dokumentar.

Facebook
Twitter