Rusland sejlede farlig last gennem Storebælt

Russerne handlede dog helt efter bogen, oplyser Forsvaret

Nord for Skagen begyndte fartøjet at angive, at lasten var "Cargo Hazard A (Major)". Det er den højeste klassifikation for farligt gods. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Et russisk våbenskib passerede i weekenden dansk farvand. Det var først, da skibet havde passeret Skagen, at det blev oplyst over det såkaldte AIS-system, at skibets last var farlig.

Det skriver Dagbladet Information.

Men russerne handlede helt efter bogen, oplyser Forsvaret.

- Sparta III meldte til VTS Storebælt, der kontrollerer trafikken gennem Storebælt, før de passerede. Ganske som reglerne foreskriver, skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

- Der foreligger ikke noget lovkrav om, at skibe skal beskrive deres last i AIS-systemet. Det er derfor ikke noget Forsvaret undersøger, lyder det videre.

Fartøjet ved navn Sparta III sejlede fra Sankt Petersborg i Rusland, og inden det nåede Skagen, havde det angivet at have almindeligt harmløst gods om bord, skriver Information i dagens avis.

Men nord for Skagen begyndte fartøjet at angive, at lasten var "Cargo Hazard A (Major)". Det er den højeste klassifikation for farligt gods, skriver avisen.

Det betyder dog ikke, at russerne har overtrådt reglerne, oplyser Forsvaret.

- Fragtskibe, der sejler gennem danske farvande gør det gennem sejlkanaler, der efter international sølov er internationale farvande. Det eneste sted fragtskibe skal melde til danske myndigheder, hvilken fragt de bærer, er, når de gennemsejler de internationale stræder i Storebælt eller Øresund. I dette tilfælde Storebælt, skriver Forsvaret,

Sparta III er angiveligt på vej til Haiphong i Vietnam.

Det er det russiske forsvarsministerium, der har chartret Sparta III. Skibet sejler ifølge Information våben for det statsejede russiske våbenfirma Oboronlogistika.

Forsvarets Operationscenter bekræftede i går over for Dagbladet Information, at skibet havde sejlet med farligt gods i dansk farvand.

- Jeg kan kun bekræfte de antagelser, du har, siger den vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, der overvåger de danske farvande.

- Vi kan se, at det er et handelsskib, et civilt cargoskib, der angiver at have kurs mod Vietnam.

Den vagthavende fortæller, at fartøjet Sparta III "har været interessant i NATO-kredse", inden det sejlede ind i dansk farvand.

Informationerne om lasten blev givet via AIS-varslingssystemet.

AIS giver via radiosignaler oplysninger om blandt andet kurs, fart og destination til de omkringliggende skibe.

Rettelse 6. november klokken 11.20: I artiklen lød det tidligere, at det russiske skib havde skjult, at de havde sejlet farligt gods. Forsvaret oplyser dog nu, at russerne har handlet helt efter bogen. Ligeledes var der citeret to eksperter, som blandt andet kaldte sagen alvorlig. De fremgår ikke længere af artiklen, da der er opstået tvivl om på hvilken baggrund, de har udtalt sig.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter