Russiske krigsskibe og ubåd sejler gennem Storebælt

I dag bliver det muligt at se fire russiske orlogsfartøjer flere steder på deres vej mod Sankt Petersborg.

Sådan så det ud, da verdens største atomdrevne ubåd, den russiske Dmitrij Donskoj, passerede gennem Storebælt i 2017. (Foto: Nanna Navntoft © NANNA NAVNTOFT)

Fire fartøjer fra den russiske flåde sejler i dag gennem dansk farvand på vej fra det nordlige Rusland til Sankt Petersborg.

Der er tale om en atomdreven ubåd med navnet 'Smolensk', missilkrydseren 'Marshal Ustinov', destroyeren 'Severomorsk' og slæbefartøjet 'SB-406', oplyser Forsvaret.

De russiske fartøjer sejler nord om Skagen, mod syd gennem Kattegat, øst om både Læsø og Anholt, forbi Sjællands Odde, mod syd via Storebælt og ned gennem Langelandsbælt.

Vil man gerne se skibene, vil der være bedst mulighed for det, hvis man befinder sig på Sjællands vestkyst i morgen- og formiddagstimerne.

Det fortæller orlogskaptajn Per Ring Henriksen, der er chef for Søværnskommandoens Nationale Maritime Operationscenter.

- Vi forventer, at de tre skibe og ubåden vil passere Sjællands Odde først på morgenen - ved syv- eller ottetiden - og så sejle under Storebæltsbroen midt på formiddagen.

- Her vil det bedste udsyn opnås fra området ved Korsør, siger han.

Det er en tilbagevendende begivenhed, at russiske orlogsfartøjer sejler gennem dansk farvand i tiden op til flådeparaden i Sankt Petersborg i slutningen af juli.

Krigsskibene har kun pligt til at melde deres gennemsejling, hvis de følges tre eller flere fartøjer ad, og så følger Forsvaret deres sejlads tæt.

/ritzau/

Facebook
Twitter