Russiske militærfly fik danske jagere på vingerne

Danske jagerfly måtte på vingerne da russiske militærfly kom tæt på dansk luftrum.

Danske jagerfly var på vingerne for at eskortere russiske militærfly væk fra Danmark. Arkivfoto (Foto: © BOGDAN CRISTEL, Scanpix)

Danske jagerfly har været i luften for at følge to russiske militærfly, der kom for tæt på dansk luftrum.

Det bekræfter Flyvertaktisk Kommando (FTK) over for DR Nyheder.

Kommunikationschefen for FTK, Kathrine Vase, oplyser, at det er helt normalt, at danske fly bliver sendt på vingerne, hvis uidentificerede fly kommer for tæt på dansk luftrum.

Hun understreger desuden, at de russiske fly ikke krænkede dansk luftrum.

Briterne tog over

De danske jagerfly eskorterede russerne, indtil de kom så tæt på Storbritannien, at briterne satte deres egne fly i luften. Flyene krænkede heller ikke det britiske luftrum, siger Royal Air Force til nyhedsbureauet Reuters.

Russerne laver regelmæssigt den slags flyvninger, oplyser Kathrine Vase.

Det skal ifølge briterne være sket otte gange i 2013.