En dansk forening, der arbejder med at fremme demokrati i Rusland, er under anklage for at ”undergrave Rusland”. Det drejer sig om foreningen Danske Venner af et Demokratisk Rusland, der som den første danske forening er blevet indstillet til at blive betragtet som en ”uønsket” forening.
Indstillingen kommer fra en kommission, som ledes af russiske politikere, der efterforsker udenlandsk indblanding i interne anliggender.
Kommissionen har fremsat anklagen mod den danske forening uden begrundelse i en meddelelse om, at den har undersøgt 30 udenlandske ngo’er fra 16 lande, der er udpeget som ”uvenlige lande” af den russiske stat.
- Samtlige enheder er kontrolleret af myndighederne fra Nato-medlemsstater og har som mål at undergrave vores land indefra, siger kommissionsformand Vasily Piskarev.
De anklagede foreninger kommer udover Danmark fra en række lande som Australien, Tyskland, USA og Litauen og har det til fælles, at de er pro-demokratiske foreninger eller organisationer, der er kritiske mod Putins regime.
Medlemmer melder sig ud: Frygter konsekvenser
Foreningen Danske Venner af et Demokratisk Rusland er vokset ud af en dansk Facebook-gruppe, der støtter den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.
Foreningen har deltaget i flere demonstrationer foran den russiske ambassade for løsladelsen af Navalnyj og arbejder, ifølge sine vedtægter, for at fremme demokratisk udvikling i Rusland. Facebook-gruppen har nu over 2.200 medlemmer, og selve foreningen har været tilmeldt CVR-registret siden marts 2022.
To medlemmer af bestyrelsen for Danske Venner af et Demokratisk Rusland, som opholder sig i Danmark, men kun har russisk statsborgerskab, har forladt bestyrelsen som konsekvens af anklagen. Det fortæller foreningens forkvinde, Daria Wagner.
- De er nogle gange nødt til at rejse til Rusland, de har måske ejendomme i Rusland og de er jo også midlertidigt i EU. Og det er rigtig svært for vores medlemmer, som kun har russisk statsborgerskab, siger hun.
Personer, der kun har russisk statsborgerskab og er bestyrelsesmedlemmer i såkaldt uønskede foreninger udenfor Rusland, risikerer at blive anholdt og smidt i fængsel, hvis de rejser til landet. Det fortæller Katrine Stevnhøj, som forsker i russisk aktivisme på Københavns Universitet.
- Uønskede organisationer er forbudt i Rusland. Og deltagelse i deres aktiviteter er en strafbar handling, der kan medføre op til seks års fængsel for ledende medlemmer for sådan en organisation. Og det gælder også, hvis man befinder sig i udlandet.
"Putin er en tyv!", råber demonstranter foran Ruslands ambassade til en manifestation foran den russiske ambassade i København for befrielse af oppositionslederen Aleksej Navalnyj. Flere af demonstranterne er medlemmer af Danske Venner af et Demokratisk Rusland.
Svensk forening blev som den første forbudt i Norden
En række demokratiforeninger er blevet listet som ”uønskede organisationer” i Rusland siden 2015, hvor der blev indført en lov, som bliver brugt til at stramme grebet om regimekritiske russiske foreninger i udlandet.
For nyligt blev den svenske forening ”Antikrigskommittén”, der arbejder med at organisere russere mod den russiske invasion af Ukraine, endeligt erklæret som ”uønsket” af den russiske anklagemyndighed.
Afgørelsen er den første rettet mod en Putin-kritisk forening i Norden, og den forbyder foreningen at virke i Rusland og gør det kriminelt for russere inde i landet at forbindes til foreningen.
Det samme forventes at ske med foreningen Danske Venner af et Demokratisk Rusland, vurderer Katrine Stevnhøj.
- Det er en del af det større undertrykkelsesapparat, hvor man forsøger at lukke ned for systemkritik og dem, der ikke støtter Putin-regimet, og skabe frygt i den russiske diaspora. Hvis man stadigvæk har familie inde i Rusland og mister muligheden for at besøge dem, og familien heller ikke kan komme ind i Vesten via turistvisum, kan det få dem til at holde op med at turde deltage i systemkritisk aktivitet.
Ruslands ambassade: Dansk forening er "anti-russisk"
Forkvinde Daria Wagner, der selv er både dansk og russisk statsborger, er uforstående overfor Ruslands anklage om, at foreningen skulle være styret af Nato.
- Vi har på intet tidspunkt fået nogen henvendelser fra den russiske regering, så vi ved ikke, hvad vi reelt er anklaget for, eller hvorfor vi er havnet på den liste.
DR har spurgt den russiske ambassade i Danmark om, hvad de konkrete anklager mod Danske Venner af et Demokratisk Rusland går ud på. I et skriftligt svar skriver ambassaden:
- Medlemmer af organisationen opfordrer offentligt til, at det russiske styre bør væltes, og ytrer bevidst en antirussisk retorik i danske medier. Da den slags aktiviteter bakkes op af officielle danske myndigheder, kan det ikke betragtes som andet end forsøg på at påvirke de interne forhold i Rusland, skriver den russiske ambassade til DR uden at sende konkrete anklager.
Det afviser foreningens forkvinde:
- Vi har aldrig udtalt noget anti-russisk. Vi er imod Putins regime. Vi sætter ikke lighedstegn mellem Putin og Rusland. Han er ikke et forbillede for vores land, men en kriminel, der har ødelagt vores land, siger Daria Wagner.
Den russiske ambassade oplyser, at de ikke har yderligere information om, hvornår der falder endelig afgørelse i sagen mod Danske Venner af et Demokratisk Rusland.