Rutebilstation spærret i længere tid: Kommune fik flere tip om skader

Det bliver en længere proces, før man kan genåbne hele Aarhus Rutebilstation.

Aarhus Rutebilstation er fra 1954, og trafikselskabet Midttrafik har fra 1. januar 2007 administreret den kollektive trafik i den midtjyske region. (© (c) DR)

Aarhus Kommune havde forud for, at byens rutebilstation i nat blev afspærret, fået flere henvendelser om, at der trængte vand ind på dækket.

Og det var det, som førte til, at rådgivningsfirmaet Orbicon undersøgte stationen og fandt frem til, at der er fare for, at dækket kan kollapse.

Det fortæller Katharina Nyborg, der er chef for ejendomme hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

- Vi har fået nogle henvendelser fra vores lejere - p-pladserne lejes ud - om indtrængende vand fra dækket, og det tyder på, at der er utætheder i dækket, og det er derfor, at vi får lavet undersøgelsen, siger hun og forklarer, at hun ikke har kendskab til, hvornår den første henvendelse kom.

Undersøgelsen, der herefter blev foretaget, har ført til, at store dele af rutebilstationen blev afspærret i nat.

Det er stationens betondæk, hvor busserne holder, der er i fare for at styrte ned på den p-kælder, som er under selve rutebilstationen.

Rådgivningsfirmaet Orbicons konklusion er, at det ikke er forsvarligt at benytte arealerne, hverken nedenunder eller ovenover, da risikoen for et kollaps af betondækket ikke kan udelukkes.

Herunder kan du se, hvor der er afspærret:

Der er afspærret i dette område. (© Midttrafik)

Skal arbejde i to spor

Aarhus Kommune vil nu sætte nogle supplerende undersøgelser af sikkerheden på rutebilstationen i gang.

- Vi skal have et ingeniørfirma til at vurdere forholdene derned. Hvor omfangsrige skaderne er, og hvad skal der til, før det bliver sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger Katharina Nyborg.

Der skal dog også tænkes mere langsigtet, forklarer chefen for ejendomme.

- Vi har udviklingsplaner i området mellem rutebilstationen og banegården, og det betyder, at vi må se på det samlet, og om der stadig skal være en parkeringskælder der, siger hun.

Det lyder som en langsigtet proces. Hvornår tænker du, at rutebilstationen kan genåbne?

- Det kan jeg ikke sige noget om endnu, og det kan godt være, at man bliver nødt til at blive ved med at afskærme en del. Det vil afhænge af de vurderinger, vi får inden for de næste dage, siger Katharina Nyborg.

Hvordan har Midttrafik ageret i forhold til det påbud, I gav dem i går, om at afspærre store dele af rutebilstationen?

- De har været super professionelle og trådt til handling med det samme, siger hun.

Aarhus Rutebilstation er fra 1954, og trafikselskabet Midttrafik har fra 1. januar 2007 administreret den kollektive trafik i den midtjyske region.

Aarhus Rutebilstation ligger centralt i Aarhus mellem Ny Banegårdsgade, Sønder Allé og Fredensgade.