Ryanair om dansk valg: Danskerne stemmer med fødderne - og de vælger os

Ryanair er ikke i tvivl om, at danskerne fortsat vil flyve med det omdiskuterede lavprisflyselskab.

Eddie Wilson, Ryanairs øverste personalechef, er i Købehavn og er i dag hovedperson i et møde mellem lavprisflyselskabet og den dan arbejdsbevægelse, der har hevet selskabet i Arbejdsretten. (© DR)

Ryanairs øverste personalechef, Eddie Wilson, har fuld tiltro til, at danskerne fortsat vil vælge Ryanair, uanset at det irsk-baserede flyselskab har kastet sig ind i en juridisk slåskamp med fagforbundet LO i Arbejdsretten i det, som fra flere sider er blevet kaldt et opgør med den danske model.

- Vi har de laveste priser, den bedste punktlighed og det største netværk af ruter, og folk her i Danmark kommer til at stemme med fødderne, og de kommer til at flyve med os, siger Eddie Wilson til DR Nyheder.

Brik i dansk valgkamp

Han er i København i forbindelse med den retssag, der i sidste ende kommer til at afgøre, om Ryanair kan fortsætte på nuværende vilkår uden at tage hensyn til danske arbejdsmarkedsregler, eller om lavprisselskabet skal rette ind og leve op til danske overenskomster, som det bliver forlangt af de danske fagforeninger.

Netop behandlingen af det personale, som Eddie Wilson altså står i spidsen for, udgør stridspunktet i konflikten, for historierne om månedslønninger på 10.000 kroner om måneden og en ledelse, der ikke accepterer, at personalet samler sig i fagforeninger, er mange.

Derfor er Ryanair også blevet en brik i den danske valgkamp, hvor særligt partierne til venstre for midten har udset sig firmaet som et fjendebillede og inkarnationen af et firma med hang til social dumping.

Afviser interesse i politik

Eddie Wilson afviser dog, at Ryanair har nogen som helst interesse i at blande politik og forretning.

- Vi har ikke gang i en valgkamp, vi driver et flyselskab. Det vigtige for os er, at vi kommer til at skabe job under den danske model, og det synes jeg, at folk overser. Det ironiske er jo, at alle de job, som vi kommer til at skabe i forhold til taxaer og 'ground handling' i lufthavnen, kommer til at være under den danske model, siger han. 

Som det mest åbenlyse tegn på, at sagen mellem Ryanair og fagforeningerne har påkaldt sig politisk interesse er, at de socialdemokratiske borgmestre i landets to største byer, Frank Jensen i København og Jacob Bundsgaard i Aarhus, har forbudt deres ansatte i kommunen at benytte sig af det irske flyselskab i forbindelse med arbejdet.

- Folk er bare uinformerede

Et tiltag, som Eddie Wilson mener udspringer af manglende indsigt i sagens rette sammenhæng.

- Folk er bare uinformerede, og hvis de har behov for at komme i avisen ved at boykotte os, så dem om det. Det handler ikke om, hvad borgmesteren siger, men om hvad folk siger. Og her i København vil de have billige rejser og gode forbindelser, siger han.

Udsigten til en retssag, der kan komme til at tage år, hvis den bliver sendt videre til en EU-domstol, har ikke afskrækket Ryanair fra også at slå sig ned i Københavns Lufthavn.

- Nej, overhovedet ikke. Danmark er et godt marked for os. Vi er i en lang række lande, og Danmark er bare det seneste sted, vi har slået os ned. Vi har en god forretningsmodel, og den vil blive ved med at fungere på trods af de her politiske spil omkring os.

Facebook
Twitter