Ryanair-strejker: To afgange er aflyst ud af København i dag

Indtil videre er der ikke oplysninger om aflysninger i Billund Lufthavn, siger administrerende direktør.

Ryanair er Europas næststørste flyselskab. I 2017 havde det irske lavprisselskab knap 129 millioner passagerer. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

Strejkerne hos Ryanair fortsætter med at få konsekvenser for flygæster, der skal rejse ud af København.

Endnu to fly aflyst som følge af, at flyselskabets kabinepersonale Belgien, Spanien og Portugal har nedlagt arbejdet, oplyser Københavns Lufthavn.

Det ene fly skulle være lettet fra København til Bruxelles her til morgen, mens det andet til Madrid havde planlagt afgang i aften. De aflyste fly fremgår ikke af afgangstavlerne på lufthavnens hjemmeside.

Lavprisselskabet har til Københavns Lufthavn oplyst, at der ikke forventer yderligere aflysninger torsdag. Og der er indtil videre ingen aflysninger på dagens Ryanair-afgange i Billund Lufthavn, oplyser administrerende direktør, Jan Hessellund.

600 aflysninger

Ryanair forventer, at selskabets strejker samlet set vil føre til 600 aflysninger i det europæiske luftrum og få betydning for omkring 100.000 kunder.

Flyselskabet har tidligere oplyst, at berørte passagerer er blevet blevet informeret i løbet af weekenden.

Lav løn og dårlige arbejdsvilkår

Kabinepersonalets strejke blev varslet i sidste uge. Årsagen er utilfredshed med lønniveau, arbejdsvilkår og ansættelsesforhold hos det irske lavprisselskab.

Tidligere på måneden offentliggjorde selskabets kabinepersonale en liste med 34 krav til Ryanairs ledelse. De vil have sat en stopper for egenbetaling af mad, vand og uniformer og kræver samtidig bedre pensionsvilkår, fair løn og ordentlig betaling på sygedage.

Ryanairs ledelse betragter personalets strejke og krav som uberettiget. Ledelsen mener, at kabinepersonalet får en "høj løn" og at "vagtplanlægningen er førende i branchen med 14 dages fri hver måned".

Opdateret 10:40 med informationer om flyvninger til og fra Billund Lufthavn.

Hvis du har været ramt af Ryanairs seneste aflysninger uden at blive oplyst om aflysningen, kan du skrive til sigv@dr.dk og fortælle om din oplevelse.

Facebook
Twitter