Ryborg om Jens-Peter Bonde: Han var en magtfaktor i dansk EU-politik, som alle var nødt til at tage højde for

EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde er død, 73 år gammel.

(Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Første gang jeg mødte Jens-Peter Bonde var i efteråret 1987.

Som ung journalistelev var jeg – sammen med en medstuderende – gået i gang med en opgave om EF´s landbrugspolitik, og det arbejde havde denne efterårsdag ført mig til Bagsværd, hvor Jens-Peter Bonde bød os to journaliststuderende velkommen på hjemmekontoret.

Da jeg en time senere forlod Jens-Peter Bondes hjem på Skovbrynet – med favnen fuld af fortrolige EU-dokumenter om svært begribelige landbrugsstøtteordninger – så anede jeg ikke, at det ville blive starten på et mere end tre årtier langt og meget lærerigt bekendtskab. Og jeg havde ingen anelse om, at det sympatiske sønderjyske Europa-Parlamentsmedlem fra Folkebevægelsen mod EF, som havde taget imod os iført bondeskjorte og jeans, blot få år senere ville blive en af de helt centrale aktører i et politisk spil, som kom til at definere dansk europapolitik i årtier, og stadig gør det i dag.

Tilbage i 1987 fik min makker og jeg skrevet artiklerne om landbrugspolitikken. De blev gode. Vi solgte dem til EU-modstandernes ugeavis Notat, og et halvt år senere ringede Jens-Peter Bondes kone, Lisbeth Kirk, og spurgte, om jeg havde lyst til at være journalistpraktikant på Notat.

Ugeavisen Notats redaktion lå dør om dør med Folkebevægelsen mod EF på Nørrebrogade i København, og man behøvede ikke at tilbringe mange timer på Nørrebrogade for at forstå, hvor fuldstændig afgørende Jens-Peter Bonde var – både for den organiserede modstand mod Danmarks medlemskab i EF og for den dansk debat om Den Europæiske Union

Jens-Peter Bonde var med fra starten. Han engagerede sig i Folkebevægelsen mod EF i tiden op til folkeafstemningen om det danske EF-medlemskab i 1972, og fra det øjeblik og helt frem til sin død var Jens-Peter Bonde konstant engageret i EU-debatten.

Kampen med og mod EU var et livsværk

For Jens-Peter Bonde begyndte det hele med en kamp for at holde Danmark ude af Det Europæiske Fællesskab. Men efterhånden som verden forandrede sig, jerntæppet forsvandt, og globaliseringen gjorde sit indtog, så skiftede også Jens-Peter Bondes fokus. Målet var ikke længere at få Danmark ud af EU, men i stedet at reformere det europæiske samarbejde indefra.

For Jens-Peter Bonde var kampen med og mod EU et livsværk.

Hans taske var altid fyldt til bristepunktet med dokumenter, han var i gang med at læse. Det var alt fra eksemplarer af EU-Tidende med uforståelige forordninger til traktatudkast og topmødeerklæringer. Intet menneske i Danmark har læst så mange EU-dokumenter som Jens-Peter Bonde.

Han var altid sulten efter ny information, og han blev aldrig mæt af EU-kundskab. Selv mange år efter at Jens-Peter Bonde stoppede som medlem af Europa-Parlamentet, kunne man stadig modtage en mail, hvor han lige havde en håndfuld spørgsmål – ofte flere håndfulde – angående et eller andet EU-fænomen, han var i gang med at undersøge.

Ferier blev brugt på bogskrivning

Jens-Peter Bonde var myreflittig. For ham var en sommerferie eller en juleferie ikke åndehuller, hvor man lige kunne trække stikket og slappe lidt af. For Jens-Peter Bonde var en ”ferie” ofte et velkomment ”hul i kalenderen”, som passende kunne bruges til at skrive endnu en bog om EU.

Der gik sjældent mere end et år mellem, at man fik stukket en ny Jens-Peter Bonde-bog i hånden, når man løb ind i ham på gangene i Europa-Parlamentet. Hvis han havde travlt, blev bogen signeret med ”Hilsen og håndslag – J-P”, for ”når jeg har skrevet i den, så kan folk ikke bytte den hos boghandleren,” forklarede Jens-Peter Bonde ofte med et stort smil. Andre gange var der en mere personlig hilsen.

  • Den nu afdøde skuespiller Jens Okking blev i 1999 valgt ind i Junibevægelsen. Her ses Okking og Jens-Peter Bonde på Christiansborg. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)
  • Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) møder Jens-Peter Bonde under et EU-topmøde i 1997. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)
  • Tidligere statsminister Poul Schluter (K) med Jens-Peter Bonde i 1994. (Foto: CLAUS LUNDE-CHRISTENSEN © Scanpix)
1 / 3

For Jens-Peter Bonde var ingen kamp mod EU-beslutninger for lille. Når han så noget, han mente var forkert eller uretfærdigt, blæste han til kamp. Det kunne være, lige fra når et flertal i EU ville tillade øgede mængder af nitrit og nitrat i dansk leverpostej til kampen mod farlige kemikalier i maling.

Kampene var mange, de var vigtige, og der er masser af eksempler på, hvordan sager, som Jens-Peter Bonde satte fokus på, havnede på bordet hos danske ministre og har haft indflydelse på, hvordan Danmark har ageret under EU-forhandlinger.

Afstemningen om Maastricht-traktat fylder

Men skal man vurdere Jens-Peter Bondes betydning for dansk EU-politik og den danske EU-debat, så er der én sag som fylder mere end alle andre. Det er folkeafstemningen om Maastricht-traktaten den 2. juni 1992 og de danske EU-forbehold, som fulgte efter.

Glæde blandt EU-modstandere over sejren ved folkeafstemningen den 2.juni 1992 om EU-unionen. Ebbe Reich Kløvedal (tv) sammen med Jens Peter Bonde (m) og Ole Sohn (th) på Café Rust på Nørrebro. (Foto: Jan Grarup)

I december 1991 var EF´s stats- og regeringschefer samlet til topmøde i Maastricht, og her blev de enige om en traktat, som indeholdt en række meget vidtgående skridt. Der var planer om at afskaffe de nationale valutaer og erstatte dem med en fælles mønt. Der skulle etableres et fælles europæisk samarbejde om politi, grænsekontrol og udlændingepolitik. Og der skulle laves en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som med tiden også skulle suppleres med en fælles europæisk forsvarspolitik.

Europa-Parlamentet skulle have mere magt og i højere grad være med til at udforme EU-love i samarbejde med EU´s medlemslande. Det var traktaten, som omdannede det Europæiske Fællesskab til Den Europæiske Union.

Det er svært at måle Jens-Peter Bondes præcise betydning – både i forhold til debatten op til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten og den efterfølgende udformning af det, der blev til Danmarks EU-forbehold. Alle de formelle beslutninger om både traktaten og forbeholdene blev truffet af regeringen og Folketinget – og altså uden at Jens-Peter Bonde på nogen måde var formelt involveret.

Magtfaktor i dansk EU-politik

Tilbage i anden halvdel af halvfemserne skrev jeg en bog om, hvad der skete omkring folkeafstemningen om Maastricht-traktaten og forhandlingerne om det, der blev til de danske EU-forbehold. I forbindelse med bogen ”Det Utænkelige Nej” interviewede jeg stort set alle involverede aktører, og når jeg tænker tilbage på den proces, så er det tankevækkende, hvor mange af aktørerne – fra regering og opposition til centrale embedsmænd i centraladministrationen - som alle havde Jens-Peter Bonde med, som en af de faktorer der skulle tages højde for, når det danske nej til Maastricht-traktaten skulle håndteres.

Jens-Peter Bonde var en magtfaktor i dansk EU-politik, som alle var nødt til at tage højde for. Også selv om han ikke var valgt til Folketinget og en del af dansk mainstream-politik.

Og på den måde kan Jens-Peter Bonde faktisk ses som et forbillede for mennesker, som i dag vælger at engagere sig i samfundsdebatten, men vælger at gøre det i bevægelser i stedet for at vælge den mere traditionelle vej og engagere sig i partipolitik.

Det er muligt at præge vigtige samfundsbeslutninger uden at være en del af det etablerede partipolitiske system.

Mens det er let at huske Jens-Peter Bonde for hans engagement i nogle af de store diskussioner om dansk europapolitik, så er det måske i virkeligheden et billede fra hans hverdag, som mere end noget andet viser, at for Jens-Peter Bonde var sagen altid vigtigere end personen.

Han var medlem af Europa-Parlamentet fra 1979 til 2008. Men på ét meget beundringsværdigt område blev han aldrig en del af EU-systemet.

Hvis Bonde havde valgt at gøre som flertallet af datidens EU-politikere og havde stoppet både diæter og overskuddet for rejser i egne lommer, så var han blevet en velhavende mand. Men det gjorde Jens-Peter Bonde aldrig.

Overskud fra diæter og rejser gik direkte i kassen hos Folkebevægelsen mod EF og var med til at finansiere en central del af bevægelsens aktiviteter.

Det var en slet skjult hemmelighed, at i mange år sov Jens-Peter Bonde på en sofa på sit kontor, når der var samling i Strasbourg. På den måde sparede han udgifterne til et hotelværelse, og dermed var der flere penge til Folkebevægelsen. Ikke helt efter Europa-Parlamentets regelbog, men for Jens-Peter Bonde var der ikke noget galt i at tage nogle nætter på en hård kontorsofa i stedet for en blød hotelseng, hvis det kunne være til gavn for kampen mod EU.

Og typisk for Jens-Peter Bonde, så fortsatte hans engagement også, længe efter at han i 2008 sagde farvel til Europa-Parlamentet. Han engagerede sig i debatten op til folkeafstemningen om retsforbeholdet og skrev senest bogen ”Hvad nu EU?” sammen med forskeren Uffe Østergaard.

Min egen indbakke fortæller også sin egen historie om Jens-Peter Bonde, som frem til sin død fortsatte med at være både interesseret og engageret i det europæiske samarbejde.

Jens-Peter Bonde er ikke længere iblandt os. Men hans aftryk på dansk europapolitik lever i bedste velgående.

FacebookTwitter