Ryger og tobaksgigant tørner nu sammen

Efter otte års tilløb begynder retssagen, som en ryger har anlagt mod Skandinavisk Tobakskompagni.

Allan Lykke Jensen forventer at vinde retssagen mod Skandinavisk Tobakskompagni. (© DR)

For seks år siden skoddede Allan Lykke Jensen sin sidste cigaret, men han slås stadig daglig med trangen til at ryge.

I dag begynder en retssag, han har anlagt mod Skandinavisk Tobakskompagni, som han mener har tilsat stoffer i cigaretterne, som gør, at rygerne bliver endnu mere afhængige.

I 2003 anlagde Allan Lykke Jensen sagen mod Skandinavisk Tobakskompagni, og ind imellem har han været bange for ikke at nå at opleve, at den kom for retten.

Kunne ikke klare mere tobak

- Jeg holdt op med at ryge i 2005. Jeg frygtede, at jeg ville få det som før jeg holdt op med at ryge. Dengang kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne klare mere tobak. Og hvis jeg havde fortsat med at ryge, så er jeg sikker på, at det ville have fået en ende af sig selv, siger Allan Lykke Jensen til DR Nyheder.

Selv om cigaretterne er lagt på hylden, kæmper Allan Lykke Jensen hver eneste morgen mod trangen til at gå ned at købe en ny pakke cigaretter.

Den trang mener han skyldes en række afhængighedsskabende stoffer, som bliver tilsat under fremstillingen af cigaretterne.

Allan Lykke Jensen mener, at der var skjulte tilsætningsstoffer i de cigaretter, han har røget, og at han derfor er blevet endnu mere afhængig, end han ellers var blevet.

Forventer at vinde sagen

Desuden lyder anklagen på, at cigaretproducenten har snydt med deres målemaskiner, så han på den måde har indtaget mere tjære og nikotin, end der stod på cigaretpakkernes deklarationer.

Allan Lykke Jensen forventer at vinde sagen:

- Jeg kan ikke forestille mig andet. Der er så mange beviser, og det er jo almindelig anerkendt. Så de kan ikke komme uden om det, siger Allan Lykke Jensen.