Rygeren Løkke i front for kampagne for røgfri fremtid: 'Kan man ikke være det gode forbillede, må man være det dårlige forbillede'

Der skal gøres mere, hvis fremtidens børn og unge skal blive røgfri, mener Lars Løkke Rasmussen.

(Foto: Emil Helms © Scanpix)

Måske har du lagt mærke til det?

At det er ingen ringere end de to forhenværende statsministre Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, der lægger stemmer til en ny kampagnefilm, der i øjeblikket kører på tv og sociale medier.

Det er den, der opremser alle de ting, der splitter danskerne. For eksempel om toiletbrættet skal være oppe eller nede, eller om underen er bedre end overen på rundstykket.

Kampagnen slutter med at konstatere, at ni ud af ti danskere er enige om, at vi ikke skal give tobakken videre til vores børn og børnebørn.

- Der er få ting, vi kan enes om som en røgfri fremtid, siger de to statsministre i kor.

Men hov, er Lars Løkke Rasmussen ikke selv ryger?

Faktisk en ganske kendt én af slagsen, da hans smøgvaner flere gange i statsministertiden er endt på frokostavisernes forsider. Som dengang han fik en rygerkabine, eller da Venstre måtte betale for ekstra rengøring af ikke-ryger-hotelværelser.

Lars Løkke Rasmussen, er det ikke lidt mærkeligt, at du er med i denne reklame, når du har røget som en skorsten gennem tiden?

- Jo, det vil nogle måske mene. Men jeg har det sådan, rygning er vor tids største dræber, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Jeg er selv et levende bevis på, at det er langt, langt lettere aldrig at starte med at ryge end at holde op igen, og der er også det, jeg har prædiket for mine egne børn, fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Kort for hovedet ved rygestop

Han glæder sig over, at hans tre voksne børn er ikke-rygere. Selv har han gennem årene flere gange forsøgt at holde op - med skiftende held. Mest succesfuldt lykkedes det ham at kvitte smøgerne et helt år, før han begyndte igen.

- Det er klart på en eller anden måde, ville jeg foretrække at være det gode forbillede, men min lille historie er bare et eksempel på, at kan man ikke være det gode forbillede, må man være det dårlige forbillede på den gode måde, siger han.

Han mener, at hans eget eksempel har været med til at holde hans børn fra tobakken.

- De har jo også set, hvordan jeg har reageret i forbindelse med, at jeg har prøvet at stoppe: Kort for hovedet og sådan noget. Jeg kan huske en episode for mange år siden, hvor jeg skulle stoppe med at ryge op til en ferie, hvor en af mine unger så mindeligt bad mig om at starte igen, siger han.

- Så det er på den personlige baggrund, at jeg tør stille mig op og være med til at lave denne film sammen med Helle, siger han.

De to tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har indtalt en kampagnefilm mod rygning. Her ses de efter en valgduel i 2011.(arkivfoto). (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Unge begynder stadig at ryge

Hos Kræftens Bekæmpelse, der sammen med Tryg-fonden og i alt 250 organisationer og virksomheder står bag kampagnen, glæder man sig over, at både Helle Thorning-Schmidt, der ikke ryger, og Lars Løkke Rasmussen, der ryger, har sagt ja til at deltage.

Vi synes, at det er et stærkt makkerpar at have: To tidligere statsministre fra hver deres fløj, en kvinde og en mand, der går sammen om det her vigtige budskab, siger forebyggelseschef Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse.

- Og så er det et stærkt signal, at Lars Løkke, der selv ryger, stiller sig op som talsperson for, at børn og unge ikke skal begynde at ryge, siger hun.

For baggrunden er den paradoksale, at mens flere og flere ældre rygere kvitter smøgerne, så har der i årene 2013-2017 været en lille fremgang i antallet af børn og unge, der røg.

Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed i år angiver hver femte af de unge i gruppen 15-29 år, at de ryger cigaretter, og halvdelen gør det dagligt, mens den anden halvdel ryger lejlighedsvist.

- Så det kan måske være udmærket, at mit eksempel også er der, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Så det ikke kun er forældregenerationen, der siger 'se-hvor-vi-kan'. 'Vi spiser korrekt, vi dyrker motion, vi rører ikke tobak, og vi går ikke over to genstande om dagen'. Så er der også et supplement, som hedder, hvis man først starter på det her rygning, så er det svært at slippe igen. Så I skal ikke gøre det, fordi I ikke må. I skal lade være, fordi I kommer til at fortryde det, siger den tidligere Venstre-formand.

Begyndte at ryge i skolen

Lars Løkke Rasmussens egen historie er et godt billede på, hvor meget vores forhold til rygning har ændret sig gennem tiden.

- Min far tilhørte den generation, der fik en lighter i konfirmationsgave. Det fik jeg ikke, men omvendt var der heller ikke nogen forældre, der rynkede på næsen eller holdt et kæmpe foredrag, da jeg selv begyndte at snuse til tobakken, fortæller han.

Det gjorde han i 15-års alderen.

- Når man kom i ottende klasse, måtte man gå i rygegården i spisefrikvarteret, og det måtte man kun, hvis man røg. Så var der lidt status. Så kunne man gå derned og stå sammen med de store, ikk’, siger han.

- Det er mit ansvar, det var mig, der startede med at ryge, men det er alligevel tankevækkende, at man lavede sådan et system, der motiverede: Hvis du vil være sej med de seje, så tænd en cigaret, siger han.

Gratis smøger til byrådsmøder

Da han startede som ung byrådspolitiker, blev der delt gratis cigaretter rundt på et fad til byrådsmøderne. Man måtte ryge i Folketingssalen, og da sundhedsminister Carsten Koch (S) foreslog, at det måske var på tide med en rygelov, kastede den unge og "meget kålhøgne" Løkke sig ind i kampen for den personlige frihed.

- Der blev taget et billede, hvor jeg provokerende har en cigaret i munden, og det billede har så forfulgt mig i mange, mange år, indtil det til sidst fortonede sig, da man nærmest ikke kunne genkende, at det var mig, der var den unge mand. Det er nærmest det eneste billede, der findes, hvor jeg ryger. Jeg har virkeligt været opmærksom på det, siger han.

Han undgik så vidt muligt at ryge, når der var fotografer i nærheden, eller han lavede en aftale med fotograferne om, at der ikke blev taget billeder i rygepauser, fortæller han.

Lars Løkke Rasmussen forsøgte at undgå at ryge, når der var fotografer til stede. Her bliver han interviewet i Venstres valgbus i 2005. (arkivfoto). (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

- Det er ikke, fordi jeg puttede med det. Det er ikke, fordi jeg vil gå og lyve om det. Jeg begyndte at ryge som ung, og jeg har flere gange forgæves forsøgt at holde op. Det er, som det er. Og det synes jeg ikke skal fratage mig hverken ansvaret eller muligheden for at sige til mine egne børn - og i overført forstand til næste generation - Lad være med det!

Indførte rygelov

Selv stod han for i 2007 som sundhedsminister at indføre den rygelov, der sendte rygerne ud af barer, restauranter, arbejdspladser og offentlige transportmidler.

- Det blev jo mit lod som ryger at lave den første rygelov, der jo var noget til diskussion. Men man må bare sige, at befolkningen ret hurtigt tog den til sig, og den har også været med til at forme en kultur, fastslår Lars Løkke Rasmussen.

- For 13 år siden kunne man ikke undgå at blive udsat for passiv rygning, hvis man var et normalt fungerende menneske i samfundet. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Og nu har vi trods alt fået lavet en regulering, hvor man stort set selv skal opsøge det for at blive udsat for passiv rygning. Og det er da dramatisk, siger han.

Han har selv været med til at fremsætte målsætningen om, at vi i 2030 skal have de første røgfrie unge-generationer. Og kampen mod tobakken skærpes gradvist.

Prisen på en pakke cigaretter stiger til 60 kroner til nytår, og i løbet af næste år vil pakkerne blive "kedelige" og uden logo.

Men er de nuværende tiltag nok til at nå målet?

- Jeg tror, at der skal lidt mere handling til, hvis det skal nås, siger han.

Han kan ikke lade være med at sammenligne med indsatsen mod corona.

- Hvad ville der ske, hvis vi gjorde med rygning, som vi nu gør med corona? 'Vi kan i dag meddele, at det er 36 danskere, der er døde af rygning. Tallet er steget med 2 fra i går', filosoferer han og tilføjer så:

- Der er ingen tvivl om, hvis vi havde den viden, som vi har nu, da den første skibsladning tobak i 1800-tallet ankom til København, så havde vi nok sagt: 'Det der skal I dumpe ud i Øresund'.

RETTELSE. Det fremgik tidligere i artiklen fejlagtigt, at der de seneste år har været en lille fremgang i andelen af unge, der ryger. Det er ændret til, at der er her været en fremgang i årene 2013-2017, og at hver femte unge ifølge en rapport fra i år angiver, at de ryger dagligt eller lejlighedsvist.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter