Rystende forhold for grønlandske børn

Vilkårene for børnene i den nordgrønlandske by Qaanaaq er så rystende, at de burde meldes til Børnerettighedskommissionen. Druk og vold er dagens orden.

Grønlandske børn i Qaanaaq bliver i stigende grad ofre for forældrenes svigt. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Børn går for lud og koldt vand, mens deres forældre vakler døddrukne rundt ude af stand til at tage sig af deres mest basale behov.

Sådan beskriver Karen Littauer forholdene for børnene i det Nordgrønlandske samfund Qaanaaq.

Karen Littauer har været i Grønland 43 gange, og står bag flere kreative og sociale projekter om grønlandske børns forhold.

Chokeret over forholdene

I denne omgang har hun netop afsluttet et tre måndeders børne- og ungdomsprojekt i Qaanaaq i tilknytning til Kronprinsens og Red Barnets Værested, og hun er mildest talt chokeret:

- Det her er det værste, jeg nogensinde har set. Byen sejler i druk, og det er mest snaps, der bliver drukket.

Alle familier er berørt af problemet, og det er hverdagskost for børnene, der forsøger at holde sammen og være ude så meget som muligt for at overleve de forhold, jeg og mange andre mener burde meldes til Børnerettighedskommissionen, siger hun.

For fulde til at tage med baby på hospitalet

- Det værste var den lille baby, der blev indlagt med menigitis. Barnet blev bragt ind af bedstefaderen, for forældrene var så fulde, at de ikke kunne stå på benene.

Da de senere kom ind på hospitalet, vågnede de knap under hjertemassagen af deres lille barn.

- Det er så grelt, at man ikke bare kan overlade det til hjemmestyret, at afgøre folks skæbne, fortsætter hun.

Kommunen gået konkurs

Samtidig er Qaanaaq Kommune gået konkurs. Den kan ikke tiltrække ledere, der er i stand til at løse alle de problemer der er. Det gør det næsten umuligt for de mennesker i byen, der gerne vil gøre noget godt for børn og unge at komme igennem med det.

Børnenes skolegang er præget af mangel på uddannede lærere, aflyst undervisning og for nogle klassers vedkommende slet ikke undervisning om fredagen.

Resultatet er, at stort set ingen elever får en uddannelse efter endt folkeskole.

Kun én læge

Herudover har byen kun en læge, som oftest en svensker, der bliver udskiftet hver sjette uge. Der er ingen psykologer overhovedet, på trods af at mange indbyggere er selvmordstruede.

Vold er en del af hverdagen, og mange kvinder går åbenlyst rundt med forslåede ansigter.

Den danske politimand i Qaanaaq går på pension til sommer. Han har stort set opgivet efter mange år deroppe.

Forbyd alkohol

For børnene i Qaanaaq er den eneste løsning og deres inderligste ønske, at der bliver lukket for sprutten.

Qaanaaq har 600 indbyggere - 800 hvis man tæller bygderne med. Karen Littauer fik sidste år Børnesagsprisen sammen med sin østgrønlandske kollega Orto Ignatiussen.

Facebook
Twitter