Rystet restauratør har allerede 500 ubesvarede opkald: 'Regeringen tager pis på os'

Mads Rye Magnusson har fem spisesteder i København. Han mener, at regeringen famler i blinde.

Mads Rye Magnusson har fået nok. Han mener, at regeringen famler i blinde, når de stiller krav om, at restauranter skal lukke klokken 22.

Mads Rye Magnusson kunne næsten ikke være i sig selv efter at have set tirsdagens pressemøde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og repræsentanter for en række sundhedsmyndigheder.

Her kom det frem, at den tilladte åbningstid for blandt andet restauranter begrænses til klokken 22 fra på torsdag 17. september i København og omegn. Der indføres også krav om mundbind eller visir - dog ikke, når man sidder ned.

- Jeg løb ti kilometer, fordi jeg var så arrig, sur, indebrændt og frustreret. Så skrev jeg til min kone, min advokat og min partner, at jeg havde lyst til at lukke hele lortet - jeg gider simpelthen ikke mere, siger Mads Rye Magnusson.

Han er indehaver af restauranterne Mes, Spazio 26, Meille, Salon 39 og en ny vinbar på Frederiksberg. Tidligere har han arbejdet som kok på de velrenommerede restauranter Falsled Kro og Geranium.

Kort efter løbeturen kom Mads Rye Magnussons kone hjem og fik ham talt nogenlunde til fornuft, så der bliver foreløbig ikke taget nogen drastiske beslutninger. Men vreden er ikke forsvundet.

- Det er til grin

I løbet af en uge har de fem restauranter godt 2.000 spisende gæster, men allerede få timer efter pressemødet havde Mads Rye Magnusson 500 ubesvarede opkald til sin telefon.

- Folk panikker og aflyser. Men regeringen kommer ikke med nogen hjælpepakker eller tiltag, så jeg taber hundredetusindvis af kroner på deres indicier. For mig at se så famler de i blinde. Hvordan kan man give studerende lov at køre rundt i en bus på deres rustur? Og vi har gymnasier, der stadig er åbne.

- Det er til grin, og de tager pis på os. Jeg er pissetræt af det. Jeg må ikke være bitter eller mavesur, for det gavner ikke noget, jeg er nødt til at komme op på hesten igen. Men det er superfrustrerende, for det er altid os, der skal peges fingre ad, siger Mads Rye Magnusson.

Efter nedlukningen i foråret fik restauranterne lov at åbne igen 18. maj. Ifølge Mads Rye Magnusson har han og personalet siden dengang haft stort fokus på renlighed, rengøring og afspritning.

Han henviser også til, at smittetallet først begyndte at stige i august, og at han derfor ikke kan se, hvordan restauranterne kan være medvirkende årsag til, at der nu er mere smitte i samfundet.

- Vi er 55 ansatte, og ingen har været smittede. Nu er alle restauranter ikke ens, men det kommer ikke fra os, siger han.

Efterlyser statsministeren

Men myndighederne siger, at vi står i en alvorlig situation, og at der er et særligt fokus på nattelivet. Er det så ikke rimeligt med nye restriktioner?

- Siden vi åbnede igen, har vi fulgt de her regler fuldstændig. Vi har sørget for afstand, sprittet af og alt det her. Vi har ikke haft en eneste smittet i vores restauranter. Vi har ikke haft nogen tilfælde, hvor vi har fået at vide, at der har været en smittet, heller ikke blandt personalet.

- Vi er bare det nemme offer, fordi vi har med alkohol at gøre. Så er det os, de peger fingre ad. Jeg synes ikke, de kunne klargøre på pressemødet, hvor smittespredningen kom fra. De siger, at det primært er de 20-29-årige, men det er jo ikke dem, der primært går på restaurant. Vores gæster er fra slutningen af 20'erne og op til 65 år, siger Mads Rye Magnusson.

Kan det her få jer til at gå konkurs?

- Jeg er jyde, og vi har sparet op. Det her handler ikke om, om vi overlever eller ej. Det handler om, at de tager pis på mig. Det er til grin det her. Jeg synes, Mette Frederiksen skulle have stillet sig op på det pressemøde, ikke alle mulige andre, siger Mads Rye Magnusson.

Han kan endnu ikke sige, om de nye restriktioner vil føre til fyringer.

Kan miste 200 millioner på 14 dage

I brancheorganisationen Horesta slår de alarm, efter at regeringen har indført de nye restriktioner i København og omegn.

- Vi må konstatere, at når man lægger de her mange begrænsninger ned over vores erhverv og beder dem om igen og igen at holde for i forhold til at få kontrol over en smitte, så venter meget store økonomiske tab, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta.

Hun forventer, at restaurationsbranchen i de næste 14 dage vil miste ikke mindre end mellem 100 og 200 millioner kroner i omsætning som følge af de nye restriktioner - først og fremmest kravet om at lukke klokken 22.

- At lukke klokken 22 er det største slag, for det er en stor begrænsning i forhold til omsætning. Det er det alvorligste i de her restriktioner. Mundbind kan vi leve med. Det haster med at få kigget på hjælpepakkerne, siger Annette Hyldebrandt.

Også interesseorganisationen Dansk Erhverv efterlyser mere klare meldinger om hjælpepakker.

pressemødet med sundhedsmyndighederne tirsdag blev konstitueret direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed spurgt til, om der var konkrete beviser for, at der er sket smitte på blandt andet restauranter.

- Ikke her i Danmark, men jeg mener, at der ligger noget internationalt, svarede hun, inden sundhedsminister Magnus Heunicke bad faglig direktør fra Statens Serum Institut Kåre Mølbak svare, men han forholdt sig kun til smittespredning i forbindelse med store sportsbegivenheder.

I forhold til hjælpepakker sagde Magnus Heunicke følgende på pressemødet:

- Det er aftalt med partierne, om man kan se nærmere på en model med en form for kompensation til de berørte virksomheder i de berørte kommuner. Det arbejder vi videre med sammen med partierne, sagde sundhedsministeren.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Petersen, vil holde regeringen op på den aftale, der blev lavet i midten af august, og som siger, at så længe, der er restriktioner i form af begrænsninger i åbningstid, så skal de berørte kompenseres.

- Det ville være besynderlig at have hjulpet virksomhederne i de sidste seks måneder, og så her ved de forhåbentlig sidste restriktioner at lade gode, sunde virksomheder gå konkurs. Så ville vi have brændt mange penge af til ingen verdens nytte, siger han.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) meddeler i en skriftlig kommentar, at regeringen arbejder på en afklaring om kompensation.

- Coronasmitten er desværre ikke gået væk, og derfor er der stadigvæk brug for, at vi handler, når den blusser op. Det betyder, at vi nu må gå et skridt tilbage igen, og det har desværre konsekvenser for dansk erhvervsliv.

- Jeg forstår godt frustrationen – den tror jeg, vi alle deler. Alle vil gerne vende tilbage til den hverdag, vi kendte, men der er vi desværre ikke endnu. Derfor ser vi i regeringen også netop nu på spørgsmålet om en kompensationsordning ved midlertidige lokale nedlukninger. Det er ikke nogen let øvelse, men vi arbejder på en hurtig afklaring, udtaler Simon Kollerup.

Artiklen er opdateret med en skriftlig kommentar fra erhvervsministeren onsdag 16. september klokken 17:30.