S går i valgkamp version 2.0

Socialdemokraterne lancerer en ny Facebook-app, som skal mobilisere vælgerne. Den får dog ikke Venstre til at ryste i bukserne.

Jon Lund tester Socialdemokraternes nye Facebook-app og Venstre iPhone-app (© DR)

Socialdemokraterne er på trapperne med en ny Facebook-app, hvor indgangsbønnen lyder "Deltag i valgkampen og hjælp os med at vælte regeringen". Målet er, at få vælgerne til at deltage aktivt i valgkampen, når den kommer.

- Vores kampagne er i høj grad bygget op om, at vi skal have mange mennesker til at give et lille nap med frem mod valget. Og vi tror, at et af de steder, vi kan rekruttere de mange folk, vi gerne vil have til at deltage i valgkampen, er gennem nettet. Så derfor er der lagt temmelig mange kræfter i at få udviklet en god applikation, som vi glæder os til at præsentere, siger Lars Midtiby, partisekretær for Socialdemokraterne.

Med den nye app kan man selv designe sin egen folder, som fremhæver en kandidat og tre mærkesager, printe den ud og dele ud på gader og stræder.

Det mest ambitiøse

Det er en rigtig god ide, siger Jon Lund, der er selvstændig konsulent og ekspert i medier. Han har skrevet en artikel om Socialdemokraternes nye app og har i den forbindelse fået lov til at teste sidens muligheder.

- Den her app er efter min vurdering noget af det mest ambitiøse og godt udførte, vi har set af Facebook-kampagner herhjemme, siger han.

Han roser især en kortfunktion på Facebook-app'en, hvor man kan taste ind, hvor i landet man har uddelt sine foldere.

- Sådan et kort er en super god idé. Dét med at man kan se sine egne og andres resultater i et kort, det er fedt, siger Jon Lund.

Hvis det kommer til at fungere efter hensigten, så kan tiltaget få en kæmpe betydning for valgets udfald, mener han.

- Det kan i sidste ende tippe regeringsmagten, vurderer han.

Venstre er godt med

Hos Venstre er man også allerede godt i gang med at udforske mulighederne på nettet og de sociale medier. Venstre var det første parti til at lave en politisk app til iPhone, hvor man blandt andet kan anmelde skræmmekampagner, teste sin viden og finde sin lokale kandidat.

Partiet har også udviklet et politisk spil på Facebook rettet mod førstegangsvælgere, og den nye app fra Socialdemokraterne bekymrer ikke Venstres kampagnechef, Claus Horsted.

- Jeg tror, der er meget lidt, der kan komme bag på mig i forhold til, hvad Socialdemokraterne kommer med nu. Hvis de forfølger den stil, som de har lagt for dagen hidtil, så tager de bare alt, hvad Obama har gjort i USA og kopierer det over i en dansk kontekst, og det kunne det også tyde på, at de gør med den her app, siger han.