S: Kravene til plejefamilier skal hæves

Socialdemokratiet er parat til at se på skærpede krav til sociale tilbud og plejefamilier.

Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for S, mener, at de nye socialtilsyn fungerer, men hun vil gerne se på, hvordan de faglige krav i plejefamilier og botilbud kan hæves. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Socialpædagogerne, Socialpolitisk Forening og en socialchef har i Jyllands-Posten efterlyst skræpede krav til plejefamilier og bosteder, og det er Socialdemokratiet parat til at se på.

Dem socialtilsyn overtog i 2014 tilsynspligten fra kommunerne, og siden er 29 sociale tilbud lukket og 133 plejefamilier afskediget.

S-socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at det er tegn på, at socialtilsynene fungerer, men hun er parat til at se på, hvordan man skærper de faglige krav til de sociale tilbud og plejefamilierne yderligere.

- Det handler om at få noget efteruddannelse. Man har råbt om mere uddannelse og supervision i årevis, og derfor er det måske tid til at tage det opråb fra faggrupperne alvorligt, siger hun.

De seneste år har myndighederne forsøgt at placere børn i plejefamilier i stedet for på institutioner, hvis de i en periode ikke kan være hos deres forældre.

- Det er vi glade for, fordi jo mere familielignende forhold, jo bedre. Men det stiller nogle helt andre krav til, hvad det er for en uddannelse og supervision, plejefamilierne skal have, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Venstres socialordfører, Carl Holst, afviser at stramme kravene.

/ritzau/

Facebook
Twitter