S vil sikre billige boliger med nyt udspil: 'Folk presses ud af deres egen hovedstad'

Udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger skal stoppes, lyder et forslag fra Socialdemokratiet.

Udviklingen på boligmarkedet har gjort det sværere og sværere for skolelæreren, sygeplejersken og snedkeren at få råd til at bo i de store byer i Danmark. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Det bliver stadig sværere for familier med en gennemsnitlig indkomst at bo i de større byer, mener Socialdemokratiet.

Hverken skolelæreren, sosu-assistenten eller snedkeren har råd til at købe eller leje en bolig i hovedstaden, og presset på ungdomsboliger har gjort det svært for den studerende at bosætte sig tæt på studiet.

Derfor kommer Socialdemokratiet i dag - fem dage før valget - med et nyt boligudspil, 'Byer med plads til alle', der blandt andet skal sikre tag over hovedet til de studerende, lavere husleje i almene boliger og et stop for udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger.

- Det er en grundlæggende, vigtig dansk værdi, at vores byer er for os alle sammen, siger Mette Frederiksen og tilføjer:

- Jeg kan godt se, hvad det er for en udvikling, der er i gang. Nemlig at mennesker med en helt almindelig indtægt får sværere og sværere ved at komme ind på boligmarkedet.

Boligmarkedet truet samfundets sammenhængskraft

Ifølge Socialdemokratiets udspil koster et hus i hovedstaden i gennemsnit fem millioner kroner. En andelsbolig runder gennemsnitligt to millioner kroner og huslejen for en nyere, privat lejebolig til en børnefamilie koster knap 20.000 kroner i husleje om måneden, lyder det.

- Vi er alarmerede og bekymrede over udviklingen. Ikke mindst i København, hvor mange mennesker oplever at blive presset ud af deres egen hovedstad, siger Mette Frederiksen og påpeger, at udviklingen truer den sammenhængskraft, der er selve forudsætningen for et "stærkt dansk samfund".

- Hvis vi vil have et Danmark, der hænger sammen. Hvor vi bor blandet, går i skole og daginstitution sammen og arbejder ved siden af hinanden, bliver vi nødt til at gå op imod den udvikling, vi ser.

Det skal, ifølge partiets udspil, ske ved at bygge flere billige boliger og give kommunerne muligheden for at stille krav til, at en tredjedel af alle nye boliger skal være almene.

- Vi bliver nødt til politisk at sikre, at flere af de boliger, der bliver bygget, faktisk er til at betale for mennesker med almindelig indkomst, siger Mette Frederiksen.

Et af målene i udspillet er at bygge 110.000 nye private og almene boliger frem mod 2031. Desuden skal der sættes en stopper for udenlandske kapitalfondes opkøb af private lejemål i København med henblik på, at lejen sættes op, "så folk mister deres bolig".

Udspil bakkes op af boligekspert

Curt Liliegreen, som er projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter, mener, at udspillet fra Socialdemokratiet er "et nødvendigt udspil" set i lyset af udviklingen på boligmarkedet.

- Det er blevet nødvendigt de senere år at reparere problemerne på det danske boligmarked. Det er manglen på billige boliger i især hovedstaden, som er blevet mere akut, da befolkningen vokser med 1.000 borgere om måneden, siger Curt Liliegreen.

Han tilføjer, at København ikke har bygget billige boliger i flere år. I stedet er der blevet satset på at bygge boliger med en gennemsnitsstørrelse på 95 kvadratmeter.

- Samtidig har vi set ganske store prisstigninger på ejerboliger, som mange mennesker er fuldstændig afskåret fra at købe, siger han og understreger, at tendensen er den samme på andelsboliger.

- De er ikke længere det billige alternativ, siger han.

Desuden er der sket en op til 100 procent stigning på huslejen i ellers ældre billigere private lejelejligheder, fordi de er blevet moderniseret og i mange tilfælde sammenlagt, forklarer Curt Liliegreen.

- Derfor er det vigtigt at sikre, at der er billigere boliger til singler, lavindkomstgrupper, førstegangskøbere og til studerende, siger Curt Liliegreen.

Venstre bakker op om flere boliger

Flere boliger i de større byer "flugter med Venstres holdning", siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Berlingske.

Men forslaget om, at der via lovgivningen skal sikres flere almene boliger, bakker Venstre ikke op om.

- Vi mener, at der skal være plads til almene boliger, ejerboliger og andelsboliger, og det loft, vi har i dag i forhold til andelen af almene boliger i nye områder, er for os et udtryk for den rette balance, så vi kan sikre et varieret udbud af boliger i hele landet, siger han til avisen.

Dog deler Venstre Socialdemokratiets bekymring over de udenlandske kapitalfondes opkøb af boliger.

Facebook
Twitter