For sa….. da! Chef i FDM mister overblikket på køreteknisk anlæg

Regeringen og DF vil indføre klip i kørekortet for at have mobilen fremme i bilen.

- For sa….. da!

Torben Lund Kusk er til daglig afdelingschef i FDM, Forenede Danske Motorejere. Og så er han bilist – men at sidde med næsen nede i mobilen og køre bil på én gang, bliver for meget for bilchefen.

- Jeg havde simpelthen ikke mulighed for at bremse!, udbryder han.

Han sidder bag rattet på det køretekniske anlæg, Sjællandsringen, fordi han har sagt ja til at se, hvad der sker i kontrollerede rammer, når man sms’er og kører bil på én gang.

For fremover skal forseelsen, foruden den nuværende bøde på 1.500 kroner, koste et klip i kørekortet, mener regeringen og DF.

Transportministeriet vil fremsætte lovforslaget til efteråret. Og eftersom Dansk Folkeparti støtter forslaget, er der på forhånd sikret et flertal i Folketinget.

Den største synder i trafikken

De seneste to år er antallet af sigtelser for at bruge håndholdt mobil under kørslen mere end halveret: Fra mere end 40.000 sigtelser i 2015 til lige under 20.000 i 2017. Men det ændrer ikke på, at den håndholdte mobil er den største synder i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er direktør i Rådet for Sikker Trafik.

- Den håndholdte telefon er den absolut største synder. Man kigger væk fra vejen og fokuserer på noget helt andet end at køre bil. Når man kigger ned i mobilen i fire til fem sekunder, så har man lynhurtigt kørt 80-90 meter uden at have kigget på vejen, siger han og bifalder det nye forslag om klip i kørekortet.

- Vi ved, at folk har respekt for klip i kørekortet. Én ting er at få en bøde, men selv om man satte den op fra den nuværende takst på 1500 kroner til 2500 kroner, så tror jeg ikke, at det vil betyde alverden. Men får man et klip, betyder det, at en tredjedel af ens kørekort er mistet. Og det betyder noget for folk, siger direktøren for Sikker Trafik.

Tilbage på køreteknisk anlæg kører FDM-chef Torben Lund Kusk i en bil sammen med chefinstruktør på Sjællandsringen, Søren Holten Jacobsen. For ikke at risikere at køre sammen kører de ved siden af en bil på banen ved siden af. Formålet er at bremse samtidig med den anden bil,selv om Torben Lund Kusk har næsten nede i sin telefon. Og det går ikke særlig godt.

En alvorlig ulykke

- Jeg tror, at Torben var uopmærksom i to, tre eller fire sekunder, da han tog telefonen frem og kiggede på den, siger Søren Holten Jacobsen.

- Hvis det her ikke var en øvelse, og vi havde kørt lige efter bilen i stedet for parallelt med den, så havde det været voldsomt. Så var vi kørt direkte ind i bilen med måske 80 kilometer i timen. Det ville betyde, at der kunne være sket en alvorlig ulykke i form af for eksempel piskesmæld. Og når bilerne først var kørt sammen, kunne flere andre biler også være blevet involveret.

Torben er en superbilist – han lever faktisk af at være bilist – var du overrasket over, at det alligevel gik galt for ham?

- Det var fantastisk at se hans reaktion, for han blev virkelig selv overrasket over, at han ikke nåede at bremse. Men vi er kun mennesker, så selv om Torben er rigtig dygtig til at køre i bil, så skal man virkelig tænke over, hvordan man bruger telefonen under kørsel. Helst skal man lægge den i handskerummet, siger Søren Holten Jacobsen.