Så meget afslører den digitale tingbog

Tingbogen er blevet digital, og dermed kan alle nu let finde oplysninger om lån og alder.

På den digitale tinglysning ligger mange oplysninger om danske husejere offentligt tilgængelige. (© DR)

Fra 1. juli 2013 blev det muligt at søge gratis i tingbogen, som er gjort digital.

Det har fået flere ældre til at frygte, at potentielle tyvebander let kan finde frem til dem, da de nu med få klik kan se både deres lån, ejendomsværdi og alder. Kritikken fik i dag flere politikere til at kræve fødselsdatoerne fjernet fra den digitale tingbog.

Dr.dk har set nærmere på, hvilke oplysninger den digitale tinglysning ellers giver adgang til. For det er ikke småting, de nemme søgninger afslører.

For eksempel kan du tjekke dine forældres lån, så du kan få en fornemmelse af størrelsen på din arv, eller modsat opdage, at der ingen arv er.

Det kan også være, du ønsker at kende din nabos alder, eller at du rent faktisk vil bruge oplysningerne i den digitale tinglysning til research i forbindelse med en bolighandel. Du kan se fødselsdato og -år, vurdering af ejendommen samt hvilke lån, der er optaget i ejendommen. Den eneste oplysning, du skal bruge for at komme i gang, er en adresse.

Sådan gør du

  • Du klikker ind på www.tinglysning.dk

  • Vælg punktet 'Forespørg'

  • Klik på 'Tingbogen'

  • Indtast postnummer, gadenavn og husnummer og tryk 'Søg'

  • Klik 'Videre' til højre for adressen

  • Klik 'Videre' igen

screenshot af den digitale tinglysning

Det kan du se

Hvis du følger alle ovenstående trin, så kommer du til en side, hvor du kan se en lang række oplysninger om ejendommen og de personer, der bor på adressen.

Du kan blandt andet se, hvor mange kvadratmeter ejendommen og grunden er på, og du kan se fødselsdato på ejerne. Derudover kan du se servitutter og de lån, der er optaget i ejendommen.

Det er ikke muligt at skjule sin fødselsdato på den digitale tinglysning. Til gengæld kan man godt opnå navnebeskyttelse, så ens navn ikke fremgår af siden.

Oplysningerne ligger kun tilgængelige, hvis der er tale om en ejerbolig på den pågældende adresse. Andelsboliger bliver ikke tinglyst.

Facebook
Twitter