Sådan åbner København skoler og dagtilbud: Både legepladser og gamle museer kan komme i spil

Alle hovedstadens skoler forventes at være åbnet igen senest den 20. april.

Der kommer til at gå noget tid, inden alle københavnske børn kan vende tilbage til deres daginstitutioner. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

En del af hovedstadens børn kan se frem til nye rammer, når de fra onsdag i den kommende uge vender tilbage til daginstitutioner og skoleundervisning.

- Vi kommer til at tage en række andre lokationer i brug, end vi har været vant til. Der er simpelthen institutioner, hvor der ikke er plads nok.

- Det betyder, at vi kan komme til at bruge for eksempel det gamle bymuseum på Vesterbro, bemandede legepladser eller andre steder i byen, sagde borgmester i Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning Jesper Christensen (S) i dag.

Sammen med overborgmester Frank Jensen (S) præsenterede han de første konkrete detaljer i Københavns Kommunes genåbningsplan for de børn, der går i daginstitution eller i skole til og med 5. klassetrin.

Længere udsigter for nogle dagtilbud

I første omgang åbner kommunen 26 af 69 skoler og 124 dagtilbud, hvilket svarer til cirka en tredjedel, forklarede overborgmester Frank Jensen (S).

- Derefter vil vi løbende se nye skoler og dagtilbud åbne over de kommende dage. Vi håber, at vi mandag i den kommende uge (den 20. april, red) kan være på plads, så samtlige københavnske skoler er åbnet.

- Det er den måde, vi kan gøre på det, for vi skal på samtlige institutioner selvfølgelig efterleve de rammer, som myndighederne har givet os. Og det er først og fremmest mere plads til børnene, men også mere fokus på hygiejne og rengøring på institutioner og skoler, lød det fra overborgmesteren.

Borgmester på børne- og ungeområdet Jesper Christensen (S). (Foto: Dr)

Ifølge planen genåbner de fleste af de resterende dagtilbud løbende, og det er planen, at de fleste institutioner inden for halvanden uge – fra den 15. april - kan tage imod børn. Dog kan der være enkelte undtagelser.

- Der kan være institutioner, der er i en helt særlig situation. Det kan være udflytterbørnehaver, og de kan komme senere, fordi vi kan være nødt til at vurdere, om den fysiske lokalitet overhovedet kan bruges, eller om der skal findes et andet sted, sagde Jesper Christensen.

Når alle skoler og institutioner ikke åbner med det samme, skyldes det, at de skal leve op til en række krav fra sundhedsmyndighederne, der stiller krav til rengøring, og hvor mange kvadratmeter, der skal være per barn.

Klasser deles op

For eleverne i 0. til 5. klasse betyder det også, at de kan risikere at skulle undvære den bedste legekammerat i frikvartererne, selvom de igen går i skole.

Langt de fleste klasser vil nemlig blive delt op i mindre grupper, så de nye krav kan overholdes, forklarer Jesper Christensen.

- Normalt går man i skole et sted og i fritidshjem et andet sted. Men vi gør det, at vi tager alle faciliteterne i brug, så børnene ikke skal skifte i løbet af en dag, men har hele deres dag samme sted, sagde han om den nye, midlertidige hverdag.

Alle berørte forældre får senest i løbet af i dag besked på, om deres børns institution eller skole er blandt dem, der åbner onsdag, eller om der går lidt længere tid.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk