Sådan er det blevet sværere at være ryger i Danmark

Flere ryger, men salget af cigaretter falder. Rygerne pulser færre smøger

I 2018 blev solgt 850 millioner færre cigaretter end året forinden. Det kan blandt andet skyldes, at flere supermarkeder ikke længere har cigaretterne stående fremme. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

5.280 millioner cigaretter blev sidste år langet over disken i kiosker og supermarkeder landet over.

Og selv om det lyder af meget, så er det 14 procent færre cigaretter end i 2017, viser de seneste tal fra Skatteministeriet.

Men mens antallet af solgte cigaretpakker altså er faldende, viser den seneste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af rygere stiger.

Det betyder, at de, der allerede er rygere, ryger færre cigaretter, end de plejer. Og det er der flere årsager til, forklarer professor i tobaksforebyggelse, Charlotta Pisinger:

- En af forklaringerne er, at stigningen i rygere er blandt de unge, og de unge ryger mindre end de ældre. Desuden ser vi en stigning i salget af andre nikotinholdige produkter som e-cigaretter og snus.

Men vigtigst af alt skyldes faldet i salget af cigaretter, at det er blevet mere besværligt at være ryger, siger Charlotta Pisinger:

- Vi har indført forskellige tiltag i vores samfund, der gør, at det ikke er nemt at ryge. Det bliver simpelthen sværere at få lov til at ryge i det offentlige rum.

Her er de tiltag, der ifølge Charlotta Pisinger har haft størst betydning for rygningen i Danmark:

1

Rygeloven

(Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

I 2007 blev det forbudt at ryge i s-toget, på caféen og på dansegulvet på diskoteket. Her trådte Rygeloven, som den blev kaldt, nemlig i kraft, og alle offentlige rum var nu røgfri. Hensigten var at beskytte ikke-rygerne mod passiv røg, men rygeloven har også spillet en rolle i forhold til antallet af rygere, fortæller Charlotta Pisinger:

- Det har jo betydet, at der er færre steder, hvor du bare tager en cigaret frem og ryger den. På den måde vil der helt naturligt gå længere tid mellem at rygerne kan komme til at ryge.

Helt konkret vurderes det, at 320.000 danskere kvittede smøgerne i de første ti år efter rygeloven blev indført.

2

Røgfri arbejdspladser

(Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

I de senere år er det også blevet populært med en rygepolitik på arbejdspladsen, og mange både private og kommunale arbejdspladser har fuldstændigt bandlyst smøger.

I januar 2019 havde 25 kommuner indført røgfri arbejdstid, hvor de ansatte slet ikke må ryge i arbejdstiden, hverken på eller uden for arbejdspladsens matrikel. 11 kommuner er på vej til at indføre røgfri arbejdstid, ligesom også det private arbejdsmarked har indført det i stor stil. Og med god grund, fortæller Charlotta Pisinger:

- Vi har ikke undersøgt effekten herhjemme, men man har set fra udlandet, at hver gang man har strammet reglerne omkring rygning på arbejdspladser, så ryger rygerne omkring to cigaretter mindre om dagen. Så det har helt bestemt haft en betydning - også i Danmark.

3

Cigaretterne bliver gemt bag disken

(Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Pr. 1. august 2018 gemte Netto, Føtex og Bilka tobakken væk bag disken, og det har betydet et markant mindre salg af cigaretter. I følge butikkernes ejer, Salling Group, blevet der solgt 20 millioner færre cigaretter i de tre supermarkedskæder sidste år.

Og når antallet af cigaretter er faldet med 14 procent fra 2017 til2018, så har det initiativ helt sikkert også en del af æren, siger Charlotta Pisinger:

- Det er forbløffende mange cigaretter, der købes spontant – for eksempel er der mange, særligt unge, som lige køber en pakke smøger, fordi de ved, de skal til fest på fredag. Det glemmer de at gøre, når de ikke har dem in-your-face i øjenhøjde, når man står og skal betale.

4

Røgfri skoletid og indsatser i folkeskolen

(Foto: henning Bagger © Scanpix)

Også flere skoler er hoppet med på den røgfri bølge og har indført røgfri skoletid. Det gælder både ungdomsuddannelserne og folkeskolen. I folkeskolen handler det især om at sikre, at de unge slet ikke begynder med at ryge, fortæller Charlotte Pisinger:

- Der er effektive skolebaserede programmer, som er en kombination af oplysning omkring skaden ved at ryge, men også en styrkelse af børnenes kompetencer til at sige fra, når man bliver budt tobak. Det har vist god effekt på de skoler, der implementerer det - der er simpelthen færre, der starter med at ryge.

Facebook
Twitter