Sådan er reglerne: Hold så langt til højre som muligt

Politiet sætter i denne uge ind for at få trafikanter på motorvejen til at holde til højre. Men hvornår skal du egentlig gøre det?

Lige meget hvor irriteret du bliver over, at folk ikke holder til højre, så kør aldrig indenom, lyder opfordringen fra politiet. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

Kørende skal under hensyntagen til anden færdsel og forholdene i øvrigt holde så langt til højre som muligt.

Så simpelt er det ifølge stk. 1 i Færdselslovens paragraf 15 at gebærde sig på motorvejen. Og så kompliceret. For der er nuancer.

Det fortæller Jørn Pakula Andresen, specialkonsulent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i forbindelse med en national kampagne for at få trafikanter til at holde til højre på motorvejen.

- Der er nogle berettigede tvivlstilfælde, men vi skrider kun ind, når vi ser klokkeklare brud på reglerne, siger Jørn Pakula Andresen.

Han pointerer med udgangspunkt i en undersøgelse fra Vejdirektoratet fra 2015, at det er noget af det, der irriterer trafikanter allermest - altså når personen foran ikke gør plads og trækker ind til højre. Men - understreger Jørn Pakula Andresen - forsinkelsen er som regel mere psykologisk end praktisk.

Individuel vurdering

Tilbage til det med nuancerne. For hvor længe må man egentlig blive liggende i midter- eller ydersporet efter en overhaling? Skal man trække ind til højre, hvis der kører en konvoj af lastbiler og fylder?

- Det er en individuel vurdering, som den enkelte bilist skal gøre sig afhængig af den konkrete trafiksituation, men i langt de fleste tilfælde vil man ikke være i tvivl. Det vigtigste er, at man er bevidst om reglen, og mange bilister har nok også let ved at se, når medbilister synder på dette område, siger Jørn Pakula Andresen.

Det er til gengæld ikke et individuelt skøn, om man skal tage hensyn til en bilist, der kører for hurtigt ved at trække til højre.

- Det er ikke en vurdering, som den enkelte bilist skal gøre sig - det er politiets opgave. Så man skal gøre, som man har lærte, da man tog kørekort - hold til højre. Og det gælder i øvrigt på alle veje, men er selvfølgelig mest synligt på motorvejen, siger Jørn Pakula Andresen.

Afhænger af trafikken

Nogle gange giver det dog ikke sig selv, hvornår man skal holde til højre, erkender Jørn Pakula Andresen. For lovgivningen siger ikke noget om, hvor lang tid eller hvor mange meter, man må blive hængende i et spor.

- Det afhænger af, hvor tæt trafikken er, siger Jørn Pakula Andresen, der peger på, at tvivlstilfælde oftest opstår ved motorvejsudfletninger og med mange lastbiler eller busser på vejen.

For skal man trække ind i mellem to lastbiler med udsigt til at skulle skifte spor for at overhale kort efter for så igen at trække ind mellem to lastbiler? Eller skal man blive i overhalingssporet og passere flere lastbiler i ét hug? Det handler ifølge Jørn Pakula Andresen også om, hvor tæt trafikken er, og hvor meget plads der er imellem lastbilerne, siger han.

Så længe som muligt

Når det drejer sig om at skifte bane, når en motorvej deler sig, er lovgivningen heller ikke særlig konkret. Her kan der til den øverste linje i denne artikel tilføjes et vagt 'så lang tid som muligt'.

- Hvis du bliver for lang tid i den ene bane, så kan det jo være, at du ikke kommer ud i den bane, du skal, siger Jørn Pakula Andresen.

Hvis du ikke lever op til Færdselslovens ord om at holde til højre, kan du risikere en bøde på 1.000 kroner. Mens lovgivningen er relativt vag i formuleringen om, hvornår man skal holde til højre, så er Jørn Pakula Andresen klar i spyttet omkring, hvordan man ikke skal reagere på, at bilisten foran ikke holder til højre.

- Ligemeget hvor længe det tager, før bilen foran trækker ind til højre, så lovliggør det ikke, at man overhaler indenom, uanset hvor irriterende det er, siger specialkonsulenten.