Sådan er ventetiden i Region Sjælland: ‘Der var fire måneders ventetid hos den eneste psykolog, der svarede' 

Med en ventetid på 11-13 uger i snit er Region Sjælland langt fra det sted i landet med længst ventetider. Alligevel mistede Signe Sklander troen på, at hun kunne få en tid.

(Foto: (Grafik) Morten Fogde Christensen)

- Jeg har nok brugt 12.000 kroner på psykologhjælp siden januar.

Sådan siger Signe Sklander, som begyndte at gå til psykolog, efter hun nytårsaften blev ramt af et angstanfald, som fuldstændig tog pusten fra hende.

- Jeg følte, at det hele trak sig sammen inde i mig. At jeg ikke kunne få vejret.

I sensommeren sidste år fornemmede hun, at det gik den forkerte vej. Hendes humør og overskud dalede, hun havde let til tårer og fik en stigende følelse af ubehag i kroppen. Fordi hun havde haft en depression før, vidste hun godt, at hun havde brug for hjælp fra en psykolog for at komme op af det sorte hul igen.

Men da hun fik en henvisning fra sin læge i slutningen af september, viste det sig hurtigt, at der ville gå lang tid, før hun kunne få hjælp.

- Jeg googlede ‘psykolog + Ringsted’ og så begyndte jeg ellers at maile til dem fra en ende af. Men der var fire måneders ventetid hos den eneste psykolog, der svarede, og som rent faktisk tog nye patienter. Hende bestilte jeg en tid hos.

Den korteste gennemsnitlige ventetid i landet

Signe er 26 år - så hun har ikke ret til den gratis psykologordning for angst og depression. Men med sin lægehenvisning har hun ret til psykologbehandling med tilskud. En behandling, der i Region Sjælland er en gennemsnitlig ventetid på 13,5 uger til.

Nederst i artiklen kan du læse regionens svar på, hvorfor ventetiden er sådan. For selvom Region Sjælland har den korteste gennemsnitlige ventetid på psykologbehandling i landet, så er den stadig lang.

Også for lang, oplevede Signe, da hendes hverdag var ved at brase sammen i en sådan grad, at hun havde svært ved at komme ud ad døren om morgenen for at klare sit job som frisør.

Derfor slog hun til, da hun i starten af januar fandt et gruppeterapi-forløb i Næstved - en 35 minutter lang køretur fra Ringsted, hvor hun bor. Her kunne hun komme til med det samme, hvis hun selv betalte.

- Jeg afbestilte den tid, jeg havde hos psykologen med fire måneders ventetid, og smed de 4000 kroner, gruppeforløbet kostede.

Signe er taknemmelig for, at hun bor hos sin kæreste, og derfor havde råd til selv at betale. Gennem gruppeterapien fik hun nemlig hjælp til, hvordan hun skulle takle sin angst.

- Det gjorde, at jeg kunne fortsætte med at arbejde – om end på nedsat tid.

Da forløbet var slut, fik hun tilbudt tre individuelle samtaler til halv pris.

- Det var et godt tilbud. Men hver session koster normalt 1150 pr gang, så det er stadig mange penge – og jeg spurgte, om jeg kunne bruge min henvisning i stedet. Det kunne jeg godt. Men så var der seks måneders ventetid.

Det var her, Signe besluttede at droppe sin henvisning fuldstændig.

- Jeg orkede simpelthen ikke at bruge min tid på det. Når man i forvejen har det skidt og skal bruge ressourcer på sådan noget – så giver man op.

Det var vigtigt for Signe, at hun kunne fortsætte med at arbejde. Men det kan hun kun, hvis hun får behandling, har hun fundet ud af.

- Ventetiden i foråret føltes lang. Jeg nåede faktisk derud, hvor jeg ikke havde lyst til at være her mere – ikke at jeg ville have handlet på det, men... Det er altså til grin, at jeg skal betale så mange penge for noget, der er så nødvendigt, siger hun.

Hvorfor er det ventetid på psykologhjælp i Region Sjælland?

- Faktisk er der mangel på psykologer i vores region. Vi har lige nu 22 ledige ydernumre, som er det psykologer skal have for at kunne modtage patienter med henvisning.

Hvordan prøver I at løse det?

- Vi arbejder på to løsninger. For det første vil vi gerne samarbejde med Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening, om en løsning, så de enkelte psykologer må tage flere patienter. Lige nu er der et loft for, hvor meget de må tjene på at behandle patienter for angst og depression. Vi håber at få en lokalaftale, der gør, at de må overskride det loft. Derudover vil vi gerne have et mere fleksibelt system, så vi kan give nye psykologer et ydernummer hurtigere. Lige nu kan der gå flere måneder fra vi får en henvendelse fra en psykolog, der er interesseret, til de kan komme i gang.

Hvad betyder det for dem, der har brug for hjælp?

- Jeg har det rigtig dårligt med, at der står unge og andre med behov for hjælp, som må vente. Vi har jo rent faktisk penge til at hjælpe dem. Og vi ved, at de lidelser, der har, kan blive forværret, hvis de ikke får hjælp Det er også derfor vi prøver at finde nogle løsninger som holder - også fremadrettet. For hvis det vi gør ikke har den ønskede effekt, så må vi finde på andre tiltag.

Facebook
Twitter