Sådan finder du det skjulte salt i dine fødevarer

Leverpostej og andet kødpålæg har så stort saltindhold, at det bør skiftes ud med sundere pålæg til børnenes madder, lyder det fra ernæringsekspert.

(© Stryhns)

Når små børn mellem et og tre år får dobbelt så meget salt som anbefalet, er nogle af de største syndere med skjult saltindhold blandt andet de daglige frokostpakker. I hvert fald hvis det er rugbrødsmadder med hamburgerryg, leverpostej og andet kødpålæg.

Det faslår en ny undersøgelse fra DTU. Og det bekræfter Preben Vestergård Hansen, lektor i human ernæring på Metropol, professionshøjskolen.

70 procent af saltindtaget kommer fra forarbejdede fødevarer som kødpålæg, færdige supper, saucer, fastfood, soyaprodukter og nogle morgenmadsprodukter som for eksempel müsli.

- Vi har anvendt salt i vores mad og madproduktion i årtusinder, og har dermed tilvænnet os den smagsoplevelse, at for eksempel rullepølse og leverpostej skal smage tydlig salt, siger Preben Vestergaard Hansen til DR Nyheder.

Lav en soufflé

Han foreslår, at skifte de daglige cornflakes eller müsli ud med havregrød på flere morgener. Et andet sted at mindske saltindtaget er at udskifte kødpålæg med mere fiskepålæg og grønt.

- Lav for eksempel en soufflé med grøntsager og brug den til frokost eller i madpakken, gerne suppleret med flere kogte eller rå grøntsager, lyder hans råd.

Han tilføjer, at der er mange, som ikke ser på varedeklarationen, når de skal vide, hvor stort saltindholdet er i en suppe eller en pølse.

Se efter natrium

- Det kan også være vanskeligt at finde, for som oftest står der natrium i tabellen. Det tal, som er angivet, der skal så ganges med 2,5 for at få indholdet af salt oplyst.

Mærkning af salt på varedeklarationen er frivillig, og rigtig mange varer er ikke deklareret med indholdet af salt, på trods af at det findes i varen.

Hvis det er nævnt i varedeklarationen, kan det fremgå som salt, Natrium (Na), NaCl eller Sodium. Salt og NaCl er det samme.

Hvis små børn vokser op med at spise alt for megen salt i deres daglige mad, får de alt for tidligt i livet for højt blodtryk. Det betyder unødigt slid på hjerte, nyrer og blodkar.

Det afbefalede saltindtag til børn mellem et og tre år er på 2,1 gram om dagen, lyder det fra Fødevarestyrelsen og WHO. Men de danske børn får ifølge undersøgelsen fra DTU dobbelt så meget.