Sådan fjerner du 80 procent af partiklerne fra din brænderøg

Hvis du tænder din brændeovn op på den helt rigtige måde, kan du fjerne op til 80 procent af partiklerne.

Til de fleste ovne bør brændet ikke være længere end ca. 28 cm og ikke tykkere end 6-8 cm. (Foto: Helge Røjle © DR)

Selv om det er hyggeligt med knitrende ild i pejsen, så slår røgen hvert år mellem 200 og 1000 mennesker ihjel i Danmark. Men det er relativt let at begrænse forureningen.

Men ifølge Miljøstyrelsen kan du faktisk fjerne 80 procent af partiklerne fra din brændeovn, både udenfor og i din stue, hvis du tænder op på den rigtige måde.

Brug ikke for store stykker træ

Læg to stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du pindebrænde i lag med luft imellem, så du kan tænde i den øverste del. Flammerne skal arbejde sig oppe fra og ned som et stearinlys. Til de fleste ovne bør brændet ikke være længere end ca. 28 cm og ikke tykkere end 6-8 cm.

Brug kun tørt træ

Vådt træ ryger for meget og forurener mere. Fyr aldrig med behandlet, lakeret eller imprægneret træ.

Du må heller ikke bruge for meget brænde ad gangen. Man kan købe en fugtmåler, som kan måle præcist hvor meget vand, der er i træet. Spørg i dit lokale pejsecenter eller byggemarked. Du kan også slå brændestykkerne mod hinanden. Tørt brænde giver en skarp klang. Vådt brænde giver en dump lyd.

Brug ikke reklame-papir

Fyr aldrig med affald, f.eks. mælkekartoner, pap og plastik. Du bør heller ikke bruge kulørte blade eller skinnede reklamer til at tænde op med, men derimod kun bruge rigtigt avispapir.

Sørg for rigeligt luft

Når ilden har godt fat, skruer de fleste ned for lufttilførslen for at få brændet til at holde i længere tid. Men du bør først skrue ned for luften, når flammerne bliver lysere, og så skal du fyre lidt ad gangen.

Røgen skal være næsten usynlig

Når der er gang i brændeovnen, bør du gå udenfor og se, om røgen er sort eller lugter grimt. Hvis den gør det, er der noget galt, og hvis fyringsrådene ikke har hjulpet, kan du kontakte skorstensfejeren.

Kilde: Miljøstyrelsen