Sådan kommer det til at foregå: Alle plejehjemsbeboere kan være vaccineret inden udgangen af januar

Vaccinationsindsatsen starter i kommunerne med det højeste smittetryk.

"Det forventes, at der vil være vacciner til alle plejehjemsbeboere i første levering af vacciner," lyder det i et arbejdsdokument lavet af Danske Regioner. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Alle plejehjemsbeboere, der ønsker en vaccine, kan færdigvaccineres inden udgangen af januar.

Det bekræfter Kommunernes Landsforening over for DR Nyheder.

Det forudsætter dog, at vaccinen fra Pfizer/Biontech godkendes i næste uge, og at der ikke er forsinkelse på leveringen af de første doser.

I et arbejdsdokument, som Danske Regioner har udarbejdet, står der, at der vil være vacciner nok til alle beboere.

"Der er 933 plejehjem i Danmark med cirka 40.000 beboere, og det forventes, at der vil være vacciner til alle plejehjemsbeboere i første levering af vacciner. Der er derfor behov for at opstille nogle objektive nationale kriterier for, hvilken rækkefølge de enkelte plejehjem skal tilbydes vaccinen", står der i brevet, som DR Nyheder har set.

'Det er jo gode nyheder'

Ifølge epidemiolog og afdelingslæge Christian Wejse på Aarhus Universitetshospital er det en "glædelig nyhed".

- Det er jo gode nyheder, at vi tager nogle af de mest sårbare ude af ligningen på et tidspunkt, hvor vi står i en meget, meget vanskelig situation i en svær pandemi, som jo oplagt er en trussel for plejehjemsbeboerne.

Christian Wejse tilføjer, at det er helt naturligt, at det er plejehjemsbeboerne, som står forrest i køen.

- Det er nogle af dem, der er i størst risiko. Dels på grund af deres alder og dels på grund af deres placering. Der er tale om mange mennesker på et sted, og når smitten først er kommet ind på plejehjemmet, så breder den sig, siger han.

Vacciner fordeles efter smittetryk

Hver region vil modtage et bestemt antal vacciner, der så efterfølgende skal fordeles ud til plejecentrene.

Vaccinerne fordeles i prioriteret rækkefølge ud fra en række kriterier. Forrest i køen står kommunerne med de højeste smittetal. Her starter vaccinationerne så på de største plejehjem.

De 933 plejehjem i Danmark står forrest i køen. (Arkivfoto) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Hvis det største plejehjem af en eller anden grund ikke er parat, begynder indsatsen på det næststørste plejehjem.

Det bliver en udkørende vaccinationsenhed fra regionen, der skal vaccinere plejehjemsbeboerne. Den består af en praktiserende læge samt sygeplejersker.

På selve vaccinationsdagen skal plejehjemsansatte gøre klar med afskærmninger, værnemidler og så videre. Og når de ældre har fået stikket, så vil social- og sundhedsassistener sidde med dem og holde øje med allergiske reaktioner, sådan at lægen hurtigt kan vaccinere videre.

Lige nu er det usikkert, om der også er nok vacciner til alle plejehjemsansatte med den første levering.

300.000 doser vaccine i første levering

Kommunerne har også modtaget Sundhedsstyrelsens drejebog for, hvordan vaccinationsindsatsen skal foregå.

Her fremgår det blandt andet, hvor mange doser Danmark kan se frem til at få i første levering.

"I første levering forventes Statens Serum Institut at modtage 615 kasser med 195 antal multidosis hætteglas i hver, som skal leveres ud til de fem regioner samt Grønland og Færørene," lyder det.

I hvert hætteglas er der fem doser vaccine, hvilket betyder, at der er 975 doser i hver kasse. Altså forventer SSI at modtage i alt knap 600.000 doser – og da hver vaccination kræver to doser givet med tre ugers mellemrum, er der altså vacciner til knap 300.000 danskere.Det står formuleret i den drejebog, som Sundhedsstyrelsen har sendt til kommunerne.

Det har ikke været muligt for DR at få bekræftet de oplysninger, da hverken Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen ønsker at udtale sig.

Vacciner kræver bevogtning

I drejebogen beskrives det også, hvilken rejse vaccinen kommer på i det øjeblik, den får de rette godkendelsesstempler i Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA,

Når det sker, bliver den transporteret til Statens Serum Institut, hvorefter vaccinen bliver pakket om og flyttet til forskellige sygehusapoteker, inden vaccinerne bliver kørt ud til de øvrige sygehuse, vaccinationscentre og på plejehjemmene - som tilfældet bliver her i første omgang.

Styrelsen noterer sig også, at man skal tage højde for, at kyniske sjæle kunne finde på at sætte en kæp i vaccinehjulet.k

Sundhedsstyrelsen skriver, at politiet sal inddrages i planlægningen af bevogtning af "vaccinationssteder/vaccinelagre, herunder alle distributionsled".

EMA skal tage stilling til Pfizer-Biontech-vaccinen 21. december, og den ventes formelt godkendt af EU-Kommissionen 23. december.

Rettet torsdag d. 17. december kl. 6.40: Det fremgik tidligere, at Danske Regioner havde sendt et brev til kommunerne med informationen om, at der var vacciner nok til at vaccinere samtlige plejehjemsbeboere. Det var ikke korrekt, men i stedet et arbejdsdokument. Vi har derfor rettet den beskrivelse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter