Sådan samler dronningen nationen

Dronningen trækker på en inkluderende taleopbygning, som blev grundlagt af hendes fader, farfar og det gamle Grækenland.

Dronningens tale nytårsaften trækker på en tradition om at inkludere alle.

Dronning Margrethe vil i aften holde sin 40. nytårstale for nationen og Kongeriget Danmark.

Hvert år en ny tale, nye emner og nye ord. Og dog.

For dronningen trækker nemlig på en retorisk tradition og komposition, som blev grundlagt af hendes farfar i 1941.

Christian X var den første til at holde en nytårstale for hele nationen. Dengang blev ordene båret ind i folkets ører af radiobølger. Måske Christian X talte netop den nytårsaften, fordi den tyske invasion dengang kaldte på en samlende figur.

Gud velsigne og bevare DanmarkHan sluttede med ordene Gud velsigne Danmark. En sætning som hans barnebarn nu har ændret en anelse til Gud bevare Danmark.

Men det er ikke kun de afsluttende ord, men hele konstruktionen af nytårstalen, som har varet ved siden 1941. Det vurderer Trine Nebel, taleskriver samt master i retorik og politisk kommunikation.

- Hun lægger vægt på generelle værdier, som vi anser for at være danske. Hun taler om demokrati, moral og dyder, men i en abstrakt og sjælden særlig konkret form, ligesom hendes fader og farfar, siger Trine Nebel.

Favner bredtIdeen er, at talen favner alle, berører alle og inkluderer alle, så vi alle sammen føler os lidt mere danske, når dronningen har sagt Gud bevare Danmark, og vagterne foran Amalienborg genindtager skærmen.

- Det er lidt samme virkemiddel, som når hun takker for den kærlighed, hun møder rundt om i riget. Så sidder vi foran tv-skærmen og tænker selv tak, og der opstår en følelse af, at vi har noget sammen, selv om vi ikke nødvendigvis har noget til fælles med dronningen, siger Trine Nebel.

Traditionsrig konstruktion Det er en måde at holde taler på, som kan spores langt længere tilbage end til 1941, men helt tilbage 400 før Kristi Fødsel og til det gamle Grækenland, lyder vurderingen.

- Dengang blev der holdt en tale, som er kendt som Perikles' gravtale. Den har dannet skole for de såkaldte hyldesttaler, siger Trine Nebel.

Dengang som nu blev de faldne soldater hyldet, og der blev sendt en hilsen til deres familier.

- Talen er blevet et mønster for de store samlende nationale taler, siger Trine Nebel.

Du kan se Dronningens nytårstale klokken 18.00 direkte på DR1 og dr.dk.

Facebook
Twitter