Sådan transplanterer man et ansigt: Danske kirurger lærer af verdens førende ekspert

Det komplicerede indgreb giver nyt liv til personer med et vansiret ansigt.

Danske læger har så småt taget hul på debatten om en ret speciel behandling, der i dag kun tilbydes i udlandet:

Skal man transplantere et ansigt fra et menneske til et andet?

Det spørgsmål giver etiske og tekniske overvejelser, som var omdrejningspunktet for et seminar om ansigtstransplantation på Rigshospitalet i denne uge.

- Vi transplanterer allerede mange forskellige organer, men det her er noget andet, siger Peter Vester-Glowinski, læge på Klinik for Plastikkirurgi på Rigshospitalet og formand for Foreningen af Yngre Forskere på Rigshospitalet, som har arrangeret seminaret.

- Det rører ved menneskets identitet.

Se hvordan en ansigtstransplantation foregår i videoen herunder:

Det er formand for Etisk Råd, Gorm Greisen, enig i. Han fokuserer blandt andet på de spørgsmål, der kan opstå mellem donoren af et ansigt og vedkommendes familie. Her skal der måske stilles et ekstraordinært krav om accept fra de pårørende.

- Hvem ejer min krop, når jeg er død? Vores almindelige opfattelse i Danmark er, at vi selv kan disponere over vores døde krop.

- Men man kan diskutere, om der er en etisk forskel på ansigt og andre organer, da ansigtet kan ses offentligt, siger Gorm Greisen og opfordrer til at tage en diskussion om, hvor meget donors pårørende bør have at sige i forbindelse med en ansigtstransplantation.

Danske og amerikanske kirurger er lige dygtige

På verdensplan er der lavet 36 ansigtstransplantationer, hvoraf en amerikansk kirurg og professor ved Harvard University, Bohnan Pomahač, står bag syv.

Han delte ud af sine erfaringer på seminaret og er overbevist om, at det komplicerede plastikkirurgiske indgreb også kan udføres i Danmark.

- Her findes lige så dygtige læger og kirurger som i USA og resten af verden.

- Spørgsmålet er, om der findes patienter, der har behov for en ansigtstransplantation. Danmark har jo en lille befolkning. Og så skal der selvfølgelig også tages stilling til det politisk, siger Bohdan Pomahač.

Én om året i Finland

I Danmark laver lægerne i dag ikke deciderede ansigtstransplantationer men i stedet ansigtsrekonstruktioner, hvor dele af ansigtet bliver genskabt med patientens egen hud, knogler og muskler.

En transplantation kræver, at et helt ansigt med både øjenlåg og mund bliver fjernet fra en død person og fæstnet på patient, der har behov for et nyt.

- Aktuelt har vi ikke nogen patienter, hvor vi ikke har kunnet genskabe deres ansigt med almindelige metoder, siger Peter Vester-Glowinski.

Det har man derimod i Finland. I februar 2016 gennemførte lægerne ved Helsinki Hospital nordens første ansigtstransplantation, og man regner på sigt med at udføre én om året, siger Patrick Lassus, professor og plastikkirurg på Helsinki Hospital, der også deltager i seminaret på Rigshospitalet.

- Vi vurderer, at der lige nu er mellem 10-15 patienter i Finland, som kan drage nytte af en ansigtstransplantation, siger han.

Der er ikke aktuelle planer om at tilbyde og udføre ansigtstransplantationer i Danmark.

- Men når de har oprettet et center i Finland, så er det oplagt, at vi sparer med dem, siger Peter Vester-Glowinski.Hør mere om hvordan den amerikanske kirurg Bohnan Pomahač har forandret livet for hans patienter med vansirede ansigter i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter