Sådan undgår du, at brillerne dugger, når du går med mundbind

Brillebærere kan opleve problemer med dugdannelse, når de går med mundbind. Her er de gode råd.

(Foto: Jorge Silva © Scanpix)

Det har i et stykke tid været et krav, at man bærer mundbind i den offentlige trafik.

Og kravet om mundbind breder sig. Senest er mundbind blevet obligatoriske på restauranter, barer og cafeer i flere kommuner i Hovedstadsområdet.

Men mange brillebærere, der ikke er vant til at bære maske eller mundbind, opdager hurtigt et nyt problem: At brillerne dugger til.

- Man kender det fra vinteren, at brillerne dugger til, og nu oplever mange, så problemet, når de skal bære mundbind, fordi den varme udåndingsluft dugger brillerne til, fortæller Gitte Brink Kristensen, der er klinisk fagspecialist hos optikerkæden Louis Nielsen.

Også faglig direktør i optikerkæden Thiele Lars Andersen, der selv bærer briller, nikker genkendende til dugproblemet i forhold til mundbind.

- Jeg kan godt mærke, at der er nogle situationer, hvor brilleglassene kan dugge lidt, men der er flere små tricks til at afhjælpe det, fortæller han.

Find den rigtig maske

Først og fremmest gælder det om at finde en maske, der passer.

Hvis masken sidder for løst, undslipper udåndingsluften op langs næsen. Bruger man ansigtsbind med to stropper rundt om ørene, kan man folde stropperne, så masken sidder tættere.

- Man kan faktisk mærke det med en finger, at der trænger varm luft op, hvis masken ikke slutter helt tæt, fortæller faglig direktør i Thiele, Lars Andersen.

Tilpas masken over næsen

Mundbindet skal tilpasses over næsen, så luften ikke stiger op over kanten.

- Tilpasning af mundbindet er helt klart det vigtigste, siger Lars Andersen fra Thiele.

Det gøres ved at knække den øverste del af mundbindet indad. På flere typer engangsmundbind sidder der her en lille metalskinne, som skal justeres.

- Man skal lige tage to fingre og trykke til, så du får en bue eller et omvendt V ved næsen, siger Lars Andersen.

Dermed fanges den opstigende luft i folden, så den ikke når brilleglassene.

Brug tape

Nægter ens mundbind fortsat at slutte tæt, kan man tage skrappere midler i brug.

- Man kan bruge en stribe kirurgisk tape til at klæbe ansigtsmasken fast på huden, fortæller Gitte Brink Kristensen fra Louis Nielsen.

Men det skal helst være kirurgisk tape af den, man ofte vil finde i førstehjælpskassen eller kan købe på apoteket, da andre typer ikke egner sig til at klæbe på huden.

Herunder demonstrer en læge, hvordan løsningen med tape ser ud.

Brug sæbe - eller spray

Man kan også behandle sine brilleglas, så de dugger mindre. Hos Louis Nielsen og Thiele anbefaler man, at man bruger flydende sæbe.

- Det kan hjælpe at vaske dine briller med sæbe, inden du tager dem på. Sæben skal dog være mild og uden slibemidler. Når du har smurt dine briller ind i sæbe og skyllet dem af igen, behøver du kun at tørre dem og lade dem hvile et stykke tid.

- Det tynde lag, som lægger sig på glassene, forhindrer, at de fine dråber fra dit åndedræt lægger sig på glasset, forklarer Gitte Brink Kristensen fra Louis Nielsen.

Man kan også købe antidug-spray eller pudseklude med antidug-middel.

Skift til linser

Den sidste mulighed er at skifte til kontaktlinser - eller helt holde sig hjemme eller andre steder, hvor der ikke er krav er om mundbind.

Facebook
Twitter