Sådan undgår du legionella

Bakterierne vokser i bedste velgående i lunkent vand - og det gør os syge. Her er rådene til, hvordan du minimerer risikoen for at blive et af ofrene.

Læg bruseren ned, når du er færdig i bad. Vandet skal kunne blive brandvarmt. Skold brusehovedet med jævne mellemrum. Det er nogle af budene på, hvordan du slipper for at blive syg af legionella. (© Stockxpert)

Når du drejer på hanerne for at tage et brusebad, så kan du - ud over at blive ren og lækker - blive syg.

Således får 120 danskere hvert år en svær lungebetændelse - som de 20 dør af - simpelthen fordi, de er blevet angrebet af legionellabakterier, som formerer sig i det lunkne badevand.

Men man kan gøre meget selv, for at undgå at blive syg. Det handler først og fremmest om at komme af med det lunkne vand.

Varmt vand skal være brandvarmt

Det varme vand skal kunne blive over 50 grader.

- Tommefingerreglen er, at det skal være så varmt, at man ikke kan holde hænderne under det, siger seniorforsker Søren Uldum fra Statens Serum Institut.

Koldt vand skal være drikkekoldt

Når du tænder for den blå hane, skal vandet være under 20 grader.

- Legionella er en bakterie, der er afhængig af det lunkne vand, så de kan formerer sig. Så hold det kolde vand koldt - så undgår du, at legionellabakterierne vokser derudad, forklarer seniorforskeren.

Hæng ikke bruseren op

Når du er færdig med at være i bad, så lad være med at hænge brusehovedet op igen. Læg det i stedet for ned i bunden af badekaret eller i bunden af brusenichen.

- Så kan vandet løbe ud, og dermed står der ikke noget lunkent vand, som bakterierne kan boltre sig i, siger han.

Skold brusehoved og bruseslange

Tag brusehovedet af slangen og hæld kogende vand igennem begge dele.

- Kogende vand dræber de farlige bakterier, oplyser Søren Uldum.

Skift din bruser

Skift brusehovedet og slangen ud med jævne mellemrum. Køb simpelthen noget nyt.

- Man kan jo godt se på bruseren, at der kommer kalkaflejringer og andre ujævnheder, som bakterierne etablerer sig i. Derfor skal bruseren skiftes indimellem, siger seniorforskeren.

Hjem fra ferie - skyld rørene igennem

Hvis du har været hjemmefra i en periode - f.eks. lige er kommet hjem fra en tre uger lang ferie, så skyld vandrørene, før du drikker vandet eller tager bad i det.

- Flowet af vand skal være højt, så vandet ikke står stille. Stillestående vand fremmer væksten af bakterier. Hvis man har et tapsted, der ikke bliver brugt i lang tid, så er der en risiko for at bakterierne vokser, hvis der ikke er en gennemskyldning af varmt vand, fortæller Søren Uldum.

Tøm vandbeholderen i sommerhuset

Har du været væk fra sommerhuet i en længere periode, så tøm vandbeholderen og fyld den med nyt vand.

- Selvfølgelig skal man spare på vandet og ikke øsle med det. Men gammelt vand bliver man altså syg af, siger han.

Facebook
Twitter