Sårbare flygtninge sendes ikke tilbage til Grækenland

Flygtningenævnet er bekymret over forholdene for flygtninge i Grækenland.

Børn leger i en korridor i en flygtningelejr i den tidligere Hellinikon-lufthavn i Grækenland. (Foto: ELEFTHERIOS ELIS © Scanpix)

Flygtningenævnet har stillet udsendelse af sårbare flygtninge til Grækenland i bero, selv om de tidligere har fået opholdstilladelse der. Det sker, fordi nævnet er bekymret for forholdene for flygtninge i Grækenland, skriver Information.

Ifølge en landerapport fra Grækenland for 2016 fra Det Europæiske Råd for Flygtninge og Eksilerede (ECRE) er der begrænsede indkvarteringsmuligheder og ingen overnatningsmuligheder beregnet for flygtninge.

Flygtningenævnets beslutning omfatter særligt sårbare flygtninge, der har fået afslagasyl i Udlændingestyrelsen med den begrundelse, at de allerede har fået opholdstilladelse i Grækenland.

Og det glæder Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

- Vi ved fra rapporter og andre kilder, at der i Grækenland slet ikke er nogen hjælp til flygtninge, der har fået opholdstilladelse. For en familie med små børn betyder det, at de er henvist til at bo på gaden, siger Eva Singer.

Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors kalder beslutningen fornuftig, fordi flygtningene lever under meget ringe forhold i Grækenland.

- Man bør overveje, om beslutningen ikke skal gælde alle flygtninge, og ikke kun de sårbare flygtninge, indtil forholdene er forbedret. Men jeg har tillid til, at flygtningenævnet grundigt undersøger sagen, siger han til DR Nyheder.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter