Særligt én type uddannelse bliver påvirket: Sådan vil regeringen rykke rundt på uddannelserne

60 procent af velfærdsuddannelserne skal fremover ligge udenfor de store byer, hvis det står det regeringen.

De store velfærdsuddannelser skal have flest studiepladser uden for de store byer, hvis det står til regeringen. Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard

Du kender måske ikke Foulum nordøst for Viborg.

Det er en lille landsby med et par hundrede indbyggere eller lidt derunder, og med en række gårde, som ligger tæt på gadekæret. Der er et forsamlingshus og gode muligheder for fodboldgolf, men ikke nogen folkeskole.

Til gengæld ligger der en del af Aarhus Universitet i Foulum, og det er herfra, statsminister Mette Frederiksen (S) i dag vil holde pressemøde om udflytning af uddannelser fra de store byer.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har også taget turen fra København til den jyske landsby, som desuden huser et af it-giganten Apples datacentre.

Klokken 13.00 vil de præsentere et udspil fra regeringen, som skal flytte uddannelser fra de fire største byer ud i de mindre byer, men også oprette helt nye studiepladser.

DR Nyheder har læst udspillet, som du kan få et overblik over her, og du kan se pressemødet her på dr.dk eller på DR 1 fra klokken 12.50.

25 nye uddannelser rundt i landet

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Ifølge udspillet har regeringen pakket taskerne på Slotsholmen i København og været på studietur.

Her har man fundet frem til 25 konkrete uddannelser, som skal rykkes fra de store byer til de mindre byer.

Det fremgår ikke af materialet præcist, hvor alle 25 uddannelser skal ligge. Men der står dog, at Holstebro skal have en ny musikuddannelse, og her skal 30 studiepladser flyttes fra København til det jyske. Også Den Danske Scenekunstskoles danseuddannelser i København skal opgive 30 studiepladser til fordel for Holstebro.

Ifølge Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) betyder det også, at der kommer en ny læreruddannelse i det sydfynske, mens politisk ordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen over for TV Syd afslører, at de gerne vil have en ny maskinmesteruddannelse i Sønderborg.

Indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) skriver også på Facebook, at pædagoguddannelsen kommer tilbage til Holbæk, hvor han er valgt.

Regeringen vil desuden give menige soldater bedre mulighed for uddannelser i AMU-systemet.

60 procent af velfærdsuddannelserne skal ud af de store byer

(Arkivfoto) Velfærdsuddannelserne skal ud af de store byer, mener regeringen. Det gælder blandt andet lærestuderende som her. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

De fire store velfærdsuddannelser skal have et ordentligt ryk ud af de store byer.

Det gælder sygeplejerske-, socialrådgiver-, lærer- og pædagoguddannelserne, som ifølge udspillet skal udflyttes.

1.300 pladser fra København, Aarhus, Odense og Aalborg skal rykkes ud i mindre byer, mens der skal oprettes 1.000 nye pladser - også uden for de fire største byer.

Målet for regeringen er, at 60 procent af pladserne skal ligge uden for de store byer, når vi når til 2025.

Regeringen foreslår, at pladserne flyttes inden for de regioner, hvor de største byer er hjemmehørende. Det skal være for at sikre, at den uddannede velfærdsarbejdskraft fortsat uddannes tæt på eksempelvis København, ‘hvor der ligeledes er stor efterspørgsel’ hedder det.

Samtidigt skal der sikres, at der kommer flere praktikpladser til de studerende.

Universiteter uden for de store universitetsbyer

Dagens udspil bliver præsenteret i Foulum, hvor en del af Aarhus Universitet ligger. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

Samler man universiteter i de store byer, giver det gode forskningsmiljøer, men problemer med at få specialiseret arbejdskraft andre steder, skriver regeringen i udspillet.

Derfor vil den etablere mindst fem nye udbud af universitetsuddannelser uden for de største byer.

Det fremgår ikke hvilke eller hvor.

Loft på optag i de store byer

Der skal skæres 10 procent af pladserne på uddannelserne i de store byer, ifølge regeringens udspil. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix Denmark)

For at sikre, at de studerende så alligevel ikke bare søger til de store byer, vil regeringen sløjfe ti procent af pladserne i København, Århus, Odense og Aalborg.

Pladserne skal, med få undtagelser, gradvist reduceres fra uddannelsesåret 2022/2023.

Optaget på de videregående uddannelser i de fire store byer og på universiteternes hovedcampus reduceres gradvist med op til ti procent (med enkelte undtagelser) for at understøtte rekrutteringsgrundlaget til uddannelserne uden for de store byer.

Flere penge, hvis uddannelsen ikke er i de store byer

Taxameterordningen skal tilgodese de uddannelser, der ligger uden for de store byer, mener regeringen. (Foto: Tobias Kobborg © Ritzau Scanpix)

Uddannelsesinstitutioner får et vist beløb per studerende i det, der hedder taxameterordningen. Den skal nu stige med fem procent for de uddannelser, som altså ikke ligger i de store byer.

Regeringen foreslår helt konkret, at eksempelvis taksten for en sygeplejerskestuderende vil stige med cirka 3.500 kroner årligt, hvis han eller hun læser uden for de fire største byer.

Desuden foreslår den, at det nuværende tilskud, som udløses per udbudssted uden for de store byer, hæves fra to millioner kroner til fire millioner kroner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk