Særligt tre grupper uvaccinerede bekymrer Søren Brostrøm

Danmark har tordnende høj tilslutning til vaccinerne, siger sundhedsstyrelsens direktør.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm kigger særligt på tre grupper, der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke har ladet sig vaccinere i høj nok grad. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm kalder det en ’tordnende’ høj tilslutning til corona-vaccinerne, når 87 procent af alle over 12 år er vaccineret med mindst et stik.

Og det gør han, selvom Sundhedsstyrelsen ikke når sit eget mål om, at 90 procent af alle inviterede skulle vaccineres inden 1. oktober.

Der er især tre grupper, som ifølge Søren Brostrøm ikke i højt nok tempo har takket ja til vaccinen.

- Vi bekymrer os om en række grupper med lav vaccinationstilslutning, nu når vi er på vej ind i vintersæsonen.

- Det er unge under 40 år, børn på 12 til 15 år og kommuner eller bydele i belastede områder med mange med minoritetsbaggrund.

- Vi fortsætter vores indsats med at få folk vaccineret. I vores optik er hver eneste ekstra vaccineret en succes, siger Søren Brostrøm.

Han mener ikke, at det er spild af tid og penge at fortsætte med pop-up-vaccionationer og kommunikation, selvom kun cirka 1.000 borgere dagligt lader sig vaccinere med første stik i øjeblikket.

- Selvfølgelig skal vi ikke bruge uanede ressourcer på de sidste, men vi skal bruge mange kræfter.

- Hvis man kigger på, hvor meget sygdomsforebyggelse man får for pengene, er vaccinerne helt fantastiske. De penge, vi bruger på personale og vacciner, står rigt mål med gevinsten, siger Sundhedsstyrelsens direktør.

1

Boligområder med mange etniske minoriteter

Først og fremmest er det beboere i boligområder med mange etniske minoriteter, der ikke har taget imod invitationen til vaccination mod corona.

- I kommuner på den københavnske vestegn eller boligområder som Vollsmose i Odense eller Gellerup i Aarhus er tilsutningen for lav. Den vil vi gerne have højere, fordi der er meget smitte i store familier i små boliger. Derfor fortsætter vi vores indsats i de områder, siger Søren Brostrøm.

Og at der er særligt fokus på etniske minoriteter, viste Søren Brostrøm selv, da han i slutningen af august dukkede op i moskeen Minhaj ul Quran International Denmark i København for at få flere til at tage vaccinen.

Hovedstadskommunerne har haft nogle af Danmarks højeste smittetal under hele coronapandemien og ligger samtidig lavt på listen over vaccinationsdækning.

2

Børn mellem 12 og 15 år

En anden gruppe, der hænger i vaccinebremsen, er børnene på mellem 12 og 15 år.

Børnene var den sidste gruppe, der fra midten af juli fik vaccinen tilbudt, efter at vaccinen blev godkendt til netop den aldersgruppe.

Men da Søren Brostrøm på et pressemøde i juni fortalte, at 12 til 15-årige børn nu kunne få vaccinen, stod børnelægernes formand Klaus Birkelund Johansen ved siden af og var knap så begejstret for idéen.

Og det har Søren Brostrøm tidligere givet som forklaring på, at denne aldersgruppe ikke er vaccineret i lige så høj grad som andre.

- Taget i betragtning, at vi først åbnede op for vaccinerne til de 12 til 15-årige i sommerferien, og at nogle børnelæger var mere forbeholdne end Sundhedsstyrelsen, så er jeg tilfreds med, hvor langt vi er nået. Men jeg er ikke helt tilfreds, før vi når i mål, har Søren Brostrøm tidligere sagt til Berlingske.

3

Personer under 40 år

Den tredje gruppe består af unge mennesker, som heller ikke lader sig vaccinere, som ældre gør det.

Hvis man ser på befolkningen generelt, så er danskere under 40 år dem, der har den laveste vaccinetilslutning, selv om de har fået en invitation tilbage i sommer.

- Tempoet i den gruppe har været lavt de seneste uger, siger Søren Borstrøm.

Sundhedsstyrelsen har selv peget på, at det kan skyldes, at yngre har været blandt de mest smittede under hele epidemien og derfor ikke mener, at en vacccine ville gøre forskel, fordi de er beskyttet af naturlig vej.

Derfor har Sundhedsstyrelsen sat ekstra kræfter ind for at minde de unge om at blive vaccineret.

- Nogle ved formentlig heller ikke, at det er vigtigt at blive vaccineret, selvom man har været smittet, eller at man kan blive smittet med coronavirus flere gange. Andre har måske bare ikke fået bestilt tid, har Søren Brostrøm tidligere sagt.

4

Og hvad så nu?

Sundhedsstyrelsens mål er stadig at få så mange vaccineret som muligt, også selvom tilbuddet om at få vaccinen nu har været der i lang tid.

- Borgerne skal selvfølgelig have lov til at sige nej.

- Der er nogle, der skriver til os og siger, at nu vil de ikke have flere breve i e-boks. Det skal vi respektere, men vi har samtidig en forpligtelse til at give et venligt puf.

- Hvis vi bliver for aggressive, kan det betyde, at folk af den grund fravælger vaccinen, men jeg er overbevist om, at vi har valgt den rette balance, siger Søren Brostrøm.

FacebookTwitter