Sæt e-julemærke på din julemail

Julemærkefonden fattes penge, fordi vi skriver mail i stedet for traditionelle postkort. Så nu kan man klikke frem for at slikke på sit julemærke.

(Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR)

Hvert år får omkring 700 børn hjælp til at komme væk fra hverdagen med et ophold på et af de fire julemærkehjem - der bliver drevet via penge fra de julemærker, vi traditionelt sætter på vores julekort.

Men fordi vi ikke længere sender lige så meget julepost, som vi gjorde før i tiden, er der færre og færre penge til julemærkehjemmene.

- Det er en årlig kamp at få pengene i hus til at hjælpe de her børn, siger Julemærkefondens bestyrelsesformand Søren Ravn Jensen.

Derfor sælger fonden nu også e-julemærker, som man kan vedhæfte sin email, og dem har flere og flere fået øjnene op for.

- Det betyder utrolig meget for os, netop når den anden kurve er dalende, siger Søren Ravn Jensen.

Han satser på, at fonden i år sælger mindst en million e-julemærker.

Facebook
Twitter