Sag om forbud mod Loyal to Familia: Vidner er bange for at fortælle

De frygter for repressalier fra Nørrebro-banden.

Banden Loyal To Familia var i sommeren 2017 den største bande herhjemme. Ifølge Rigspolitiet havde den over 250 medlemmer på det tidspunkt. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

To vidner blev i dag beskyttet af navneforbud, og de fik lov til ikke at svare på bestemte spørgsmål, da de skulle vidne i retssagen mod Nørrebrobanden, Loyal to Familia (LTF).

Her skal det afgøres, om et forbud mod LTF bør stå ved magt, selvom vi egentlig har foreningsfrihed i Danmark. Sagen er den første af sin art i Danmark.

De to vidner var indkaldt til at fortælle om bandekonflikten i København i 2017 mellem LTF og banden Brothas. Og de var begge tydeligt bekymrede, da de trådte ind i retssalen i Københavns Byret.

Det kom for eksempel til udtryk, da forsvarer for LTF, Michael Juul Eriksen, bad det ene vidne nævne et specifikt navn på en person, der var tæt på lederen af Loyal to Familia, Shuaib Khan.

- Jeg vil ikke sige det, sagde vidnet henvendt til Michael Juul Eriksen.

- Du kan ikke give mig en garanti, hvis nogen kommer og skyder efter mig.

Frygter du at blive skudt eller slået ihjel? spurgte anklager Lasse Biehl vidnet for at få uddybet, hvorfor han nægtede at svare på spørgsmålet.

- Selvfølgelig, jeg er før blevet skudt på, lød det korte svar.

Fik lov til ikke at besvare spørgsmål

Normalt har et vidne i retten pligt til at besvare alle spørgsmål fra både forsvarer og anklager.

Men hvis en forklaring kan påføre vidnet eller hans nærmeste anden væsentlig skade, kan rettten beslutte, at man ikke skal forlkare sig. Og det gjorde retten i dag.

- Så du har ikke pligt til at svare på spørgsmålet, lød det fra retsformand Jens Stausbøll, da retten havde vurderet det.

Vidnet blev dog pålagt at svare på andre spørgsmål.

De handlede for eksempel om, hvor mange personer fra banderne, han havde mødtes med for at tale om muligheden for en eventuelt våbenhvile.

Nogen har skrevet "FFFF" på et kommende vidnes dør. Et udtryk, der har været benyttet af LTF som forkortelse for "Familia Forever, Forever Familia." Episoden er meldt til politiet. (Foto: Hussain Ali)

Kommende vidne har fået overfaldsalarm

På Facebook har et kommende vidne i LTF-sagen også udtrykt bekymring.

Det er den 21-årige politiske debattør Hussain Ali. 27. april fortalte han på sin Facebook-profil, at nogen havde skrevet FFFF og tegnet en pistol på hans dør.

FFFF er et udtryk, som LTF er kendt for at bruge. Det står for Familia Forever, Forever Familia.

- Denne konkrete trussel kommer, efter at dansk politi indkaldte mig, lød det i opslaget på Facebook, hvor han også lagde et billede op af vidneindkaldelsen.

Samtidig fortæller han, at han er blevet truet på en natklub med en kniv, hvor han fik han at vide, at han ikke skulle sige noget om LTF.

Begge episoder er ifølge Hussain Ali meldt til politiet, og i dag er han også udstyret med en overfaldsalarm. Derfor bekymrer det ham, at han skal vidne:

- Jeg har mange blandede følelser, men jeg synes også, det er principielt. Så jeg møder op, men jeg er parat til, at det kan betyde noget for mig, fordi det er rigtigt slemt at blive betegnet som en stikker i det her miljø, fortæller Hussain Ali.

Hussain Ali er indkaldt til at vidne i sagen 24. maj. Sagen forventes afgjort til august.

Facebook
Twitter