Sag om iranske attentatplaner i Danmark: PET ransagede hemmeligt, mens tiltalt sov

Fund af luftpistol og kniv skærpede interessen for en 40-årig norsk-iraner.

Bevæbnet politi ved retten i Roskilde, hvor en speciel sag om spionage og attentatplaner i dag begyndte. (Foto: Dr © dr)

Politiets Efterretningstjeneste, PET, var lige i hælene på en 40-årig norsk-iransk mand, da han i september 2018 besøgte Ringsted for at samle informationer om lederen af den eksil-iranske organisation ASMLA.

Blandt andet foretog PET flere hemmelige ransagninger mod den 40-årige, mens han opholdt sig i Danmark.

Det kom frem, da den spektakulære sag mod den 40-årige mand begyndte ved Retten i Roskilde i dag.

Han er tiltalt for at hjælpe den iranske efterretningstjeneste med at planlægge et drabsattentat mod lederen, der havde bopæl i Ringsted.

PET ransagede, mens tiltalt spiste morgenmad

Lederen af ASMLA havde selv flere gange rettet henvendelse til de danske myndigheder. Han frygtede for sin sikkerhed.

I Holland var to medlemmer af ASMLA nemlig blevet likvideret.

Frygten for den danske ASMLA-leders liv fik PET til at sætte overvågningkameraer op ved hans bopæl i Ringsted.

I retten i dag viste senioranklager Søren Harbo billeder fra den overvågning.

Her kunne man se, at den 40-årige norsk-iraner den 26. september 2018 flere gange gik forbi lederens bopæl og tog billeder.

Bagefter indlogerede han sig på Scandic Hotel i byen. Her fulgte PET hans færden.

Mens han sov, ransagede PET nemlig hemmeligt hans svenske Honda og fandt både en luftpistol, en kniv og hans pas.

Morgenen efter gik den intetanende norsk-iraner i morgenmadsbuffeten, og her slog PET til igen. På de 20 minutter, som han var væk fra sit hotelværelse, var efterretningstjenesten nemlig på hemmeligt besøg.

Her fandt man blandt andet et SD-kort med en række digitale billeder af ASMLA-lederens bopæl.

Chatkorrespondance vigtigt bevis

Den tiltalte nægter sig skyldig og ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig i sagen.

Ifølge hans forsvarer Michael Juul Eriksen har han tidligere afgivet en syv timer lang forklaring til politiet om, hvorfor han var i Ringsted.

I retten kom det frem, at et centralt bevis i sagen er en chat mellem den tiltalte og en person, som efter politiets opfattelse er tilknyttet den iranske efterretningstjeneste. Her bliver der skrevet om ærindet i Ringsted.

Forsvarer Michael Juul Eriksen mener dog ikke, at det overhovedet kan bevises, at personen er ansat hos den iranske efterretningstjeneste.

- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at man kan navngive ham, og det er forsvarets opfattelse, at det udelukkende er baseret på anonyme oplysninger og derfor ikke kan indgå som bevis i sagen, sagde han i dag i retten.

Samtidig mener Michael Juul Eriksen ikke, at anklagemyndigheden har bevis nok for, at der overhovedet var planer om at dræbe den danske leder af ASMLA.

Lederen sidder i dag selv varetægtsfængslet sigtet for at spionere for Saudi-Arabien og for at hylde et terrorangreb i Iran.

Politiet ved motorvejen ved Nyborg, da Sjælland lukkede ned 28. september 2018. PET frygtede et attentat mod en eksil-iraner fra gruppen ASMLA. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mistanke lukkede Danmark ned

Den danske efterretningstjeneste fulgte også med, da den 40-årige norsk-iraner igen forlod Danmark den 27. september og kørte over Øresundsbroen til Sverige.

Dagen efter kørte en ny mistænkelig svensk bil rundt i Ringsted, og det fik PET til at frygte, at en attentat mod ASMLA-lederen kunne vej på vej.

Derfor blev Danmark ramme for en historisk stor aktion i jagten på de mistænkte i Volvoen. Broer blev lukket, der blev lavet vejspærringer og kontroller af biler på motorvejene.

Det viste sig bare, at PET havde taget fejl. Den mistænkelige Volvo fra Sverige var stjålet, og i den sad tre unge mænd fra Danmark.

De havde røget noget hash og kørte rundt i bilen, men havde intet med sagen om ASMLA-lederen at gøre.

Sagen fortsætter mandag og der forventes først dom i sagen i juni.

Facebook
Twitter