Sagen med de 17.460 tændstikker: Anklager betegner tiltalte som 'dybt utroværdig'

32-årig syrer vil frifindes for anklager om at ville bombe København.

Den 31-årige terrortiltalte syriske statsborger (midten) ved siden af sin forsvarer, Karin Svenningsen, (til venstre) og tolken. Illustration: Dres Simon

- Dybt utroværdige. Sådan udlægges forklaringerne fra den 32-årige syrer af specialanklager Sonja Hedegaard i Københavns Byret, hvor en spektakulær terrorsag kører på sidste vers: En sag, der involverer 17.460 tændstikker.

Derfor skal tre juridiske dommere og seks nævninge i Københavns Byret glemme alt om mandens egen forklaring og finde ham skyldig i at have deltaget i planlægning af et terrorangreb i København:

- Hvis man skal have nogen til at tro på en usædvanlig historie, skal den sidde lige i skabet. Det gør den ikke i det her tilfælde, lyder det fra Sonja Hedegaard under de afsluttende bemærkninger.

Den 32-årige syriske statsborger er anklaget for at have planlagt at overfalde folk med knive og sprænge en eller flere bomber i København. Planerne skal være lagt i tiden op til 19. november 2016.

Angreb afværget ved grænsen

Den 19. november 2016 er en helt central dag, fordi manden denne dag opholdt sig i København. Normalt opholder han i Sverige, som han ankom til i september 2015 som asylansøger.

Ifølge anklagemyndigheden skulle manden denne dag mødes med en ung syrer ved navn Dieab Khadigah på Hovedbanegården i København.

Syreren ankom dog aldrig, fordi han blev afvist ved grænsen på vej til Danmark med 17.460 tændstikker, knive, walkie-talkies og batterier i rygsækken. Den unge syrer er siden blevet dømt for terrorplanerne i Tyskland.

- I nærværende sag er det anklagemyndighedens opfattelse, at den her terrorhandling bliver afværget, fordi dansk politi nægter Dieab Khadigah indrejse til Danmark den 19. november og efterfølgende bliver anholdt i Tyskland, siger Sonja Hedegaard.

'Verdens uheldigste mand'

Under hele sagen har den 32-årige syrer nægtet sig skyldig.

Med korthårsfrisure, grå sweatshirt og stribet halstørklæde har han dagen igennem sniksnakket med folk, budt på kaffe til de betjente, der holder opsyn med ham og smilet til tolken.

Den tiltalte har afvist at sympatisere med Islamisk Stat. Det er ellers anklagemyndighedens opfattelse, at Islamisk Stat skulle tage skylden for det planlagte angreb.

Syreren har også afvist at have haft kontakt til den unge syrer fra Tyskland, selvom der er korte opkald mellem deres telefoner i dagene omkring 19. november.

Og han har forklaret, at det var et uheld, der førte ham til København 19. november 2016. Han kørte simpelthen for langt med toget.

- Hvis vi skulle lægge tiltaltes forklaring til grund, må I nu have stiftet bekendtskab med verdens mest uheldige mand, siger Sonja Hedegaard.

Hun mener, at manden har skiftet forklaringer i takt med, at nyt bevismateriale er kommet frem.

Bevismaterialet omfatter IS-propagandavideoer fundet hos tiltalte, chats om martyrskab og internetsøgninger på flere ambassadeadresser, hvilket ifølge anklageren må opfattes som søgninger efter egnede mål.

Desuden har tiltalte slået lokaltionsdata fra på telefonen og nulstillet den på dagen for togturen til København.

Det peger også i retning af terrorplaner, mener anklager Sonja Hedegaard.

Forsvarer: Han vil det bedste for sit land

Forsvarer Karin Svenningsen er af en helt anden opfattelse. Hun mener, at den 32-årige syrer bør frikendes, fordi han slet ikke har haft et ønske om at lave et angreb for IS.

- Han er en syrisk statsborger, der ønsker det bedste for sit land. Han ønsker demokrati. Han er religiøs, men ikke fanatisk, siger forsvareren.

Hun understreger, at manden har set IS-videoer, fordi han har en stor interesse for den politiske situation i sit hjemland og søgte viden mange forskellige steder.

Samtidig mangler der ifølge forsvareren beviser i sagen.

Det sker for folk, at de kører for langt i toget i Sverige og i stedet ender i Danmark, som det skete for den 32-årige tiltalte, lyder det fra forsvareren.

- Vi kan tage fejl. Derfor er denne forklaring ikke utroværdig, siger Karin Svenningsen og peger på, at der intet har været fremme om, hvor i Danmark de skulle bo og eventuelt fremstille bomber.

Hun afviser, at det skulle ligge fast, at den 32-årige tiltalte syriske mand har haft kontakt til den unge mand fra Tyskland og at mødes for at lave et angreb sammen.

Samtidig mener forsvareren ikke, at man kan tale om terrorforsøg, når ingredienserne til en bombe ikke er der.

- Der manglede dels effekter til at konstruere bomben. Der manglede også effekter til at konstruere detonatoren, siger hun.

Der er skyldkendelse i sagen 11. april 8:30.

Facebook
Twitter