Ansatte på jobcentre har stor indflydelse på, om det lykkes kontanthjælpsmodtagere at få et arbejde.
Er sagsbehandleren positiv og tror på, at den ledige er i stand til at slippe ud af arbejdsløshedskøen, så vokser chancen, mens det ser sort ud, hvis det modsatte er tilfældet, viser en undersøgelse.
4.000 kontanthjælpsmodtagere fra ti jobcentre har deltaget, og det er første gang, at det dokumenteres, at muligheden for at komme i job ikke alene afhænger af den lediges kompetencer og antallet af stillingsopslag.
I gruppen af ledige, som ikke har sagsbehandlerens tiltro, kommer kun 1 procent i job efter et år, mens det drejer sig om 27 procent i den gruppe, som sagsbehandleren tror på.
Undersøgelsen viser også, at chancen for at komme tilbage på arbejdsmarkedet falder, hvis kontanthjælpsmodtageren får en ny sagsbehandler.
40 procent har fået en ny sagsbehandler undervejs, og det gør det 22 procent sværere at komme i arbejde.
Det kan skyldes sygdom og barsel eller nye medarbejdere - men i høj grad også den måde jobcentrene er organiseret på, siger, siger forskningschef Charlotte Hansen fra Væksthusets Forskningscenter.
/ritzau/