Salg af mundbind mangedoblet: 'Vi har solgt 10.000 på en time'

Både apoteker og detailhandlen har oplevet markant stigning i salget af mundbind, men der kommer løbende forsyninger.

Det kan være svært at finde mundbind i disse dage, men der er nye forsyninger på vej, siger både apoteker og detailhandlen. (Arkiv) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Et mundbind i tasken er en god idé, når der er trængsel i den kollektive trafik.

Sådan lød anbefalingen fredag fra Sundhedsstyrelsen. Og den anbefaling ser det ud til, at rigtig mange danskere har taget til sig.

Apoteker og andre forhandlere af mundbind, som DR Nyheder har talt med, melder nemlig om alt udsolgt.

På Sæby Apotek i Nordjylland har apoteker Preben Smed Jeppesen haft rigtig travlt med at lange mundbind over disken de seneste dage.

- Vi er fuldstændig tømt for mundbind, siger han.

På Gorms Apotek i Vejle er apoteker Jonas Arendal Grønskov også blevet lagt ned.

- Vi har oplevet en eksplosion i kunder, der efterspørger dem. Anbefalingen er blevet taget bogstaveligt af dem, der skal bruge dem i kollektiv transport, men også af mange især ældre, der tænker, at nu er det på tide, at jeg beskytter mig selv, uanfægtet om jeg bruger kollektiv transport eller ej.

Og det er ikke kun på apoteker rundt omkring i landet, man kan finde tomme hylder, hvor der tidligere stod mundbind. Også online-apoteker melder om udsolgt.

Sådan ser det ud, når man vil købe mundbind på webapoteket.dk. (© Screenshot: Webapoteket.dk)

Beskytter mod andre

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det primære formål med at bære mundbind, at man ikke smitter videre, hvis man er smittet, men ikke har symptomer.

Mundbind kan dog også give en ekstra beskyttelse til for eksempel særligt sårbare, der kan have svært ved at holde to meters afstand.

Derfor er det også vigtigt, at de, der reelt har brug for mundbind, kan få fat på dem. Der er altså ingen grund til at bære mundbind alle steder, sagde Hans Jørn Kolmos, der er professor i Klinisk Mikrobiologi ved Syddansk Universitet, i går.

- Det er helt afgørende, at man ikke bare bruger masker i flæng. Man skal lytte til myndighederne, og så skal man bruge dem der, hvor myndighederne siger, at man skal bruge masker - og ingen andre steder.

Salg steget markant

Den markante stigning i efterspørgsel efter mundbind kan de også nikke genkendende til i detailbranchen. Hos Matas er salget af mundbind også steget markant, siden de nye anbefalinger kom fredag klokken 12.

I alt har Matas solgt flere end 200.000 mundbind på bare to dage.

- På den første time solgte vi 10.000 mundbind. Hen over denne sommer har det ligget på 2.000 på en uge. Så vi fik travlt, siger Allan Kristoffersen, der er retaildirektør i Matas.

Ifølge Allan Kristoffersen kan der i perioder blive udsolgt, men man har allerede været i kontakt med leverandørerne om den øgede efterspørgsel, så der vil hele tiden komme nye forsyninger.

- Så der er ingen grund til at hamstre, siger han.

Flere Matas-butikker har allerede haft udsolgt af mundbind, fortæller Allan Kristoffersen, der er retaildirektør i kæden. (© dr)

Hos Nomeco, der er en af de store leverandører til apotekerne, siger den administrerende direktør Henrik Kaastrup, at han tror på, at man kan følge med efterspørgslen, som den ser ud nu.

- Som forbruger kan man godt være ude for, at ens lokale apotek har udsolgt. Men der er altså nye forsyninger på vej - allerede i den kommende uge, siger han.

Facebook
Twitter