Fødevarestyrelsen har givet virksomheden Hedegaard Foods påbud om at tilbagetrække en række produkter efter fund af salmonella.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Den farlige bakterie er blevet fundet ved virksomhedens egenkontrol i buræg. Derfor tilbagekaldes æggene samt en række produkter, Hedegaard Foods laver.
Det drejer sig også om pasteuriserede æggeprodukter. Salmonella kan nemlig overleve pasteurisering og derfor skal alt tilbagekaldes.
Stammer fra negativ ladning
Salmonellaen er blevet opdaget i en prøve fra 15. august fra en besætning i Grindsted. Ingen af æggene fra den positive prøve er blevet sendt ud på markedet og vil blive destrueret.
De tilbagekaldte æg og produkter stammer fra en tidligere ladning æg, som ellers blev testet negativ for salmonella. Men på grund af de danske regler og risikoen for, at der kan være tale om en særligt aggressiv og hurtig type salmonella, bliver disse altså alligevel tilbagekaldt.
Det skyldes ikke mindst, at det drejer sig om æg, der har været igennem en pasteurisering - en proces, der netop skal slå bakterier ned.
- Forbrugerne skal kunne stole 100 procent på de pasteuriserede produkter, understreger direktør for Hedegaard Foods, Ivan Noes Jørgensen.
Solgt i flere store kæder
Æggene er solgt i en række forskellige forretninger og catering-firmaer. De største kæder er Rema 1000, Føtex, Bilka, Netto og Lidl.
Desuden er de solgt i Catering Engros, Dagrofa, HKI Catering, Hørkram, Kandi, Langstrup Æg, Metro, Købemanden i Søllerød, Liva, SuperBrugsen Hadsund, A&C Grønttorvets Catering, Credin og Hønseriet Henriettelund.
Se listen over tilbagekaldte produkter
Bakterien er fundet i pakker med 15 buræg, hvor hvert æg er mærket med 3DK19056 og er pakket mellem 28. juli og 11. august.
Her er den fulde liste over, hvilke produkter, der er tale om:
- H349 Hvider med konservering tappet i 1 kg og 5 kg
- H350 Blommer med konservering tappet i 5 kg
- H351 Scrambled eggs tappet i 1 kg, 5 kg og Shaker
- H357 Hvider med konservering tappet i bægre
- H361 Helæg uden konservering tappet i 5 kg
- H362 Helæg med konservering tappet i 5 kg
- H364 Helæg med konservering tappet i 1 kg
- H375 Hvider med konservering tappet i bægre
- H376 Blommer 6% i 5 kg
- H378 Scrambled eggs tappet i Shaker
- H407 Helæg uden konservering tappet i 5 kg