Sam Mansour beholder sit danske pas - men skal fire år i fængsel

Dansk-marokkaneren Sam Mansour skal i fængsel i fire år for opfordring til terror og drab. Men han beholder sit danske statsborgerskab.

Dansk-marokkaneren Sam Mansour er blandt andet blevet dømt for opfordringer til at dræbe tegneren Kurt Westergaard, den tidligere meddeler for PET Morten Storm samt andre. (Foto: Rune Feldt © Scanpix)

Dansk-marokkaneren Sam Mansour beholder sit danske statsborgerskab og slipper for at blive udvist. Men han skal fire år i fængsel for at have opfordret til terror og drab.

Det har retten på Frederiksberg afgjort.

Den 54-årige Sam Mansour er blevet dømt for opfordringer til at dræbe tegneren Kurt Westergaard, den tidligere meddeler for PET Morten Storm samt andre.

Desuden har han opfordret til drab på jøder via opslag på Facebook, hvor han havde 510 venner, og udbredt en masse materiale om al-Qaeda på nettet.

Anklageren ønskede at fratage Mansour hans danske pas. De mente nemlig, at han også har marokkansk statsborgerskab. Men retten afviste anklagerens krav.

Der var dog stor uenighed i nævningetinget. Syv mente, at han skulle beholde sit danske statsborgerskab. Fem sagde derimod ja til, at han skulle miste passet.

Stolt af at være terrorist

Sam Mansour er blevet dømt efter terrorparagraffen. En af Mansours opdateringer fra Facebook lyder:

- Vi er terrorister, og vi er stolte af det.

I andre opdateringer hylder han centrale al-Qaeda-figurer som afdøde Osama bin Laden og al-Qaedas nuværende leder, Ayman al-Zawahiri.

Fik fire års fængsel i 2007

Det er anden gang, at den 54-årige kendes skyldig i at have fungeret som en slags pr-mand for terrorisme. I 2007 fik han en fængselsdom på tre år og seks måneder.

Sam Mansour bar tidligere fornavnet Said og har fået tilnavnet "Boghandleren fra Brønshøj".

Facebook
Twitter