Samfundets fart gør unge kvinder ulykkelige

Flere unge kvinder har et dårligt mentalt helbred og ifølge DR's sundhedskorrespondent skyldes det især et stort pres for at have et perfekt liv.

Et stigende antal unge kvinder har dårligt mentalt helbred som følge af mere pres fra samfunet. (© Colourbox)

- Den største forskel fra vores bedsteforældres generation til vores forældres var, at der kom linoleum på gulvene. I dag skal du gerne have to biler, et sommerhus og det helt rigtige job.

Sådan forklarer DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling det stigende antal danskere med dårligt mentalt helbred.

Presset på kvinder stiger

Det er især unge kvinder, der lider af stress og depression, viser Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil, der udkommer i dag.

Undersøgelsen er lavet blandt 160.000 danskere og konkluderer, at omkring hver tiende dansker har et dårligt mentalt helbred og for kvinderne i alderen 16-24 er tallet næsten 18 procent - mere end dobbelt så meget som mændene i samme aldersklasse.

- Tempoet i samfundet er steget, tempoet på arbejdspladsen er steget og vores forventniger til os selv er eksploderet. Og det er ikke alle, der kan følge med.

- Tænker man tilbage på tidligere, skal kvinder det samme, som de altid har skullet. Og nu skal de bare også alt det, som mænd skal, vurderer Peter Qvortrup Geisling.

Mental sygdom fører til dårligere fysisk sundhed

Det er et meget alvorligt problem, at mentale sygdomme bliver mere normale. Et godt mentalt helbred er nemlig gundlæggende for et godt fysisk helbred, fortæller Peter Qvortrup Geisling.

- Hvis man sover dårligt, har dårlig mental sundhed, så har man absolut intet overskud til at ændre på sine kost- og motionsvaner.

Verdens Sundhedsorganisation WHO kalder netop mental sygdom for det næste årtis helt store problem og Peter Qvortrup Geisling er enig i, at det fortjener mindst lige så meget fokus som fysiske livsstilssygdomme.

- Kvinder i Nordjylland angiver eksempelvis økonomi som deres største bekymring. Så man kan næsten sige, at økonomi har en større indflydelse på vores sundhed end grøntsager, siger han.

Jagten på det perfekte

Også unge kvinders jagt på det perfekte liv kan koste.

- Deres egne forventninger til sig selv er eksploderet. Jagten på det perfekte liv driver alt og hvis det så ikke lykkes, giver det mentalt bagslag.

- Perfektionisme koster, slutter Peter Geisling.

FacebookTwitter