Samlermani er nedarvet

Fortæl blot konen eller kæresten, at det ikke er din egen skyld, at garagen roder. Ny undersøgelse viser, at samlermani er genetisk betinget.

Frimærker, bøger, kuglepenne. Der er nu undskyldning for at samle på alverdens genstande. (Foto: Wiki © Wikipedia)

Er lejligheden efterhånden fyldt op med alverdens samleobjekter, du bare ikke nænner at skille dig af med, så er du måske lovlig undskyldt. En ny undersøgelse viser, at samlermani er genetisk betinget, skriver Videnskab.dk

Undersøgelsen, der er den første af sin slags, er netop blevet offentliggjort i det amerikanske tidsskrift American Journal of Psychiatry.

Tvillingestudier

I undersøgelsen har forskerne studeret 5.000 tvillinger, enæggede såvel som toæggede. For mens enæggede tvillinger har ens dna, er toæggede genetisk forskellige.

Så hvis det udelukkende er omgivelserne og forældrenes indflydelse, der er afgørende for, om man bliver ramt af samlermani, burde der ikke være nogen forskel mellem enæggede og toæggede tvillinger.

- Man har længe vidst, at samlermani er noget, der følger samme familier i flere generationer, men vi har ikke været i stand til at afgøre, om det skyldes genetiske faktorer eller påvirkninger fra omgivelserne, fortæller projektets leder, David Mataix-Cols fra Institute of Psychiatry ved King's College London, til videnskab.dk

Genetikken spiller en rolle

David Mataix-Cols og hans kollegaer fandt ud af, at hvis én af de to enæggede tvillinger havde symptomer på samlermani, viste den anden tvilling også symptomerne i hele 52 procent af tilfældene. Det tilsvarende tal for toæggede tvillinger var 27 procent.

- Undersøgelsen viser, at samlermani har et stærkt genetisk komponent, slår David Mataix-Cols fast.

Samtidig fortæller han, at det for første gang nogensinde er lykkedes at afgøre, hvor stor en andel af os, der har tendens til samlermani. Det havde to procent af alle deltagerne i undersøgelsen.

Facebook
Twitter