Samtaledag om danskhed

Hvad er en dansker? I mindst 30 byer bliver der fredag holdt samtaledag med emnet "danskhed". Alle skoler har fået syv spørgsmål om hvad det vil sige at være dansk for at få en dialog i gang.

Skoler over hele landet inviteres til samtaledag med spørgsmål om hvad det vil sige at være dansk. Logoet til samtaledagen om danskhed er, man kunne næsten sige selvfølgelig, en tallerken rødgrød med fløde.

Hvad er en dansker? Det er blandt spørgsmålene, når cirka 30 byer fredag holder samtaledag om danskhed.

- Set i lyset af blandt andet Muhammedkrisen og omtalen af danskere ude i verden, skal vi finde ud af, hvem vi er, og hvad vi står for, siger Hans Grishauge, sekretariatsleder hos Grundtvig-Akademiet Vartov, der arrangerer samtaledagen.

Spørgsmålet til alle skoler

Akademiet har sendt syv spørgsmål ud til alle skoler, enkeltpersoner og menighedsrådsformænd. Hans Grishauge håber på masser af tilbagemeldinger fra deltagerne. Han har også selv et bud på, hvad danskhed er for ham:

- Danskhed for mig er mit sprog, historien, vores poesi, højskolesangbogen og frikadeller og brun sovs. Ja, alt det, jeg holder af og er en væsentlig ballast for mig, når jeg drager ud i verden, siger han.

Find Holger

Forfatter til "Find Holger Danske", Maja Lee Langvad, sætter sammen med satiriker Jacob Morild og dr.theol. Niels Grønkjær debatten i gang.

- For mig eksisterer hverken Holger Danske, nydanske eller udanske. I Danmark er alle Holger Nudanske, siger Maja Lee Langvad.

Facebook
Twitter