Sang og brætspil skal forebygge togulykker på perronen

DSB og Børneulykkesfonden har i dag præsenteret en ny kampagne, der skal forebygge ulykker på skinner og togstationer.

Emilie My Carstensen (til højre) og Lisanne Marie Dekker (til venstre) fra 2.A på Hærvejsskolen snakker om, hvordan man opfører sig på perronen. (Foto: © Telma Svangtun Eriksen, DR)

Gennem leg og sang skal børn rustes bedre til at færdes trygt på togperroner og krydse jernbaneoverskæringer.

Det er håbet med en ny landsdækkende sikkerhedskampagne, som DSB og Børneulykkesfonden står bag.

Kampagnen er målrettet store børnehavebørn og de yngste skoleelever og blev tidligere i dag præsenteret på Hærvejsskolen i Rødekro.

Der har eleverne nemlig prøvekørt kampagnen og brugt de seneste 14 dage på at lære om gode vaner på togstationerne. Der har de blandt andet lært gennem brætspil og sang, som er en del af kampagnen.

Elever fra 2.A på Hærvejsskolen i Rødekro bliver undervist i, hvordan man opfører sig i nærheden af skinner og station. (Foto: © Telma Svangtun Eriksen, DR)

Eleverne har lært noget

Emilie My Carstensen og Lisanne Marie Dekker fra 2.A på Hærvejsskolen, er to af de elever, der har deltaget, og for dem har det gjort en forskel.

-Man skal holde sig i ro på perronen, og når dørene lukkes, skal man ikke forsøge at gå ind i toget, fortæller Lisanne Marie Dekker.

Og klassekammeraten, Emilie My Christensen er også blevet en del klogere.

-Jeg vidste ikke ret meget om togskinner inden, men nu kan jeg godt mærke, at jeg har lært ret meget.

Henriette Madsen er generalsekretær i Børneulykkesfonden, og var med til præsentationen af sikkerhedskampagnen på Hærvejsskolen tidligere i dag. (Foto: © Telma Svangtun Eriksen, DR)

Vigtigt med tidlig indsats

Kampagnen blev præsenteret af blandt andre Nils La Cour, der er sikkerhedsspecialist ved DSB. For ham er det vigtigt, at børn så tidligt som muligt bliver introduceret for, hvordan man opfører sig i nærheden af skinner.

-Vi vil gerne grundfæste i en meget tidlig alder en bevidsthed hos børnene om, at jernbanen ikke er en legeplads.

Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden, nikker genkendende til, at børnene mangler viden på området. Før børnene gik i gang med kampagnematerialet blev de præsenteret for en test og den viste, at over halvdelen af dem havde fejl i deres besvarelser.

-Men nu har vi været igennem hele læringsmaterialet, og der har alle elever faktisk svaret rigtigt. Så vi kan se, at der er et behov for, at man får et indblik i, hvad der sker på perroner og ved togskinner, så vi på den måde kan forebygge de ulykker, når børnene bliver ældre.

DSB og Børneulykkesfonden har allerede udsolgt af 1. oplag af læringssættet og har netop bestilt yderligere 500 læringssæt hos trykkeriet.