Sarah søger sin mors råd til studievalg: 'Jeg har svært ved finde ud af, hvad jeg godt kunne tænke mig'

I morgen er sidste frist for at søge en videregående uddannelse. Sarah søger med.

I en lejlighed på Nørrebro ligger Sarah Astrup Rasmussen i sin seng med computeren placeret på lårene.

På skærmen står hendes otte ønskestudier på en prioriteret liste. Når hun ubesværet rykker dem op og ned ved hjælp af nogle små, grå pile, ligner det ikke, at der er de store overvejelser bag. Men i virkeligheden har den liste rumsteret i Sarahs baghoved i mange år, og fra i morgen kan hun ikke længere ændre rækkefølgen.

Klokken 12 lukker tilmeldingen til de videregående uddannelser nemlig. Hvor mange studiehungrende mennesker, der søger ind, ved vi ikke, men sidste år var det 94.604 personer.

I år kommer Sarah til at tælle med i statistikken. Hun rykker pædagogik en tak op, så den nu ligger øverst. Men for få uger siden, så det hele anderledes ud.

Sarah synes, det er rigtig spændende, hvordan man som person bliver påvirket af sin familie. Her står hun som nyudklækket student med sin mor, Pia. (Foto: © PRIVATFOTO)

Mor tænker på jobmulighederne

Sarah har balanceret tallerkener på underarmen og stået bag katederet som lærervikar. Men det er begrænset, hvor mange forskellige brancher hun på sine 21 år har nået at bevæge sig rundt i.

Og det, synes hun, gør studievalget svært.

- Jeg har virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg godt kunne tænke mig at være. Jeg skifter meget mening.

Derfor har hun forsøgt at trække på sine forældres livserfaring.

- Så mine forældre har prøvet at guide mig og fortælle mig, hvad de synes. Fordi de ved, jeg synes, det er rigtig svært.

Så når Sarah og hendes mor, Pia Rasmussen, under vinterens corona-nedlukning gik ture, faldt snakken tit på uddannelsesvalg. Et valg, som Pia ikke synes, er helt nemt at råde i.

- Der er simpelthen så mange uddannelser, så det er sindssygt svært at følge med i. Det har været svært for os forældre.

For Pia betyder det meget, at Sarah får sig en uddannelse, der er jobs i.

- Det er vanvittigt at læse en studie, hvor der er 80 procent arbejdsløshed. Jeg synes, det er surt at læse i fem år og så kan man ikke få et job, siger hun.

Og det er Sarah ikke i tvivl om, at hendes mor mener.

- Min mor nævner arbejdsløshed meget. Hun synes, det er noget, jeg skal tænke over.

Hos Studievalg Danmark har de lagt mærke til, at flere og flere har deres forældre med, når de skal vejledes i at vælge studie. Det er en tendens, der er vokset stødt i løbet af de sidste ti år, gætter de på. Og det overrasker ikke professor i ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, Noemi Katznelson.

- Forældre er generelt meget mere inde over deres unges liv end tidligere. Og de unge sparrer meget mere med deres forældre om valg, siger hun og understreger en vigtig skelnen.

- Dermed ikke sagt, at de er med til at tage beslutningerne! De er sparringspartnere.

De mange overvejelser

De fleste børn har en idé om, hvad de gerne vil være, når de bliver store. Men for mange ændres drømmene med årene, når de finder ud af, at der ikke er så mange jobs i at være hundemassør eller penge i at være tennisboldhenter.

Da Sarah gik i gymnasiet, tænkte hun, at hun skulle læse psykologi. Det var en 'klassisk uddannelse', hun havde hørt meget om. Og hun følte, hun passede i kassen som psykologistuderende.

- Hvis man føler, man passer ind i de klassiske uddannelsers kasser, så er det en nem vej. Så behøvede jeg ikke søge så meget.

Men psykologistudiets høje karaktergennemsnit tvang Sarah til at søge bredere. Denne gang spillede nogle mere praktiske overvejelser ind.

- Jeg overvejede erhvervsøkonomi. Ærlig talt fordi jeg også går op i arbejdsløshed og løn, siger Sarah og tilføjer, at det syntes hendes forældre også lød fornuftigt.

Men så tog hun på højskole. En junidag da højskoleopholdet lakkede mod enden, trak hun sin lærer til side for at søge uddannelsesråd hos hende. Og dér, under en parasol i skolens gård, skiftede hun retning.

Sarahs mor, Pia, arbejder selv med marketing. (Foto: © PRIVATFOTO)

Til sin mors store overraskelse.

- Da hun tog på højskole, var hun helt hooked på erhvervsøkonomi. Og da hun kom hjem var det pædagogik.

Tæt på familien

Sarah ligger i sin seng, fordi hendes lejlighed ikke ejer et spisebord. Hun er netop flyttet ind med sin veninde, og hjemmets sidste beboer, som ejer spisebordet, er ikke flyttet ind endnu.

Sarahs karakterer havde måske været høje nok til at komme ind på psykologistudiet i Aarhus. Men med lejligheden på Nørrebro var den mulighed pludselig ikke så attraktiv.

- Jeg ville klart helst bo i København. Mest fordi mine forældre er tæt på, men også fordi jeg er glad for mine venner her, siger Sarah.

Hendes forældre bor i Jyllinge lidt over 30 kilometer fra Sarahs Nørrebro-lejlighed.

- Jeg skulle passe på med ikke at lyde alt for begejstret. Men det er da dejligt, at hun valgte København, siger Pia.

Men hvis Sarah havde valgt at studere i Aarhus, havde forældrene gerne støttet op med flytte-trailer og weekendbesøg. Det eneste, hun ikke havde fået lov til, var at lade være med at få en uddannelse.

- Hun skal have en uddannelse. Og hun er en dygtig pige, så jeg synes heller ikke, hun skal satse for lavt, lyder moderens afsluttende formaninger.