SAS forfulgt af uheld - to fly måtte vende om

Mandag morgen var den igen gal med SAS' fly af typen Dash 8-Q 400. Passagerer på vej til Prag måtte både skifte fly og gentagne gange returnere til København på grund af tekniske problemer.

Passagerer på vej til Prag måtte skifte fly og gentagne gange returnere til Københavns Lufthavn, da de mandag morgen var om bord i fly af samme slags som det, der søndag var involveret i ulykken i Aalborg. Billedet viser det havarerede fly i Aalborg. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mandag morgen var der igen problemer med den ulykkesramte flytype Dash 8-Q 400.

Et SAS-fly på vej til Prag måtte efter kun 20 minutter returnere til København, da der var tekniske problemer om bord.

Pasagerne blev sendt i luften i et nyt fly af typen Dash 8-Q 400, men kort efter var den også gal med dette fly, som også måtte flyve tilbage til Københavns Lufthavn.

Blev tilbudt et tredje fly

- Det var komplet surrealistisk, og jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe, at den nu var gal igen, fortæller passager Ole Rasmussen til DR Nyheder Online.

De strandede passagerer blev tilbudt et nyt fly til Prag, men for Ole Rasmussen og hans kone Jeanette var der ikke stemning for et tredje forsøg.

- Min kone har altid været nervøs for at flyve, så nu mente vi, at det måtte være nok. Det blev forstærket af, at personalet også virkede meget frustrerede over situationen, siger Ole Rasmussen, der derfor aflyste rejsen til Prag.

Kommunikationskonsulent Mikkel Løndahl fra SAS bekræfter overfor DR Nyheder, at der var tale om fly af samme type som det forulykkede fly i Aalborg, men at de tekniske problemer denne gang havde andre årsager.

Ulykker og uheld med SAS-fly

12. september 2007:

Et nyt SAS fly af typen Dash-8 er forulykket i lufthavnen i Vilnius i Litauen. Passagererne blev evakueret efter landningen. Alle Dash-8 fly groundes nu.

9. september 2007:

Et Dash8 Q400-fly forulykker under landing i Aalborg. Det ene landingsstel bryder sammen, og der udbryder brand i en motor. Alle 73 ombordværende reddes ud, og der er kun tale om mindre skrammer.

8. oktober 2001:

Kort efter start fra lufthavnen Linate i Milano rammer SK 686 - et MD-87-fly med 104 passagerer og 6 besætningsmedlemmer - et lille tysk Cessna-fly med 4 personer. Samtlige ombordværende samt mindst 4 personer i den bygning, det store SAS-fly ramte, bliver dræbt.

3. november 1993:

Brand i den bagerste del af kabinen i en MD-80'er i Københavns Lufthavn i Kastrup kvæster en person alvorligt.

27. december 1991:

SK 751 på vej fra Arlanda til Warszawa via København med 123 passagerer og seks besætningsmedlemmer nødlander nord for Arlanda ved Gottröra. Flyet brækker i tre stykker. Otte bliver alvorligt kvæstet, og flere andre får lettere kvæstelser.

2. februar 1989:

Et passagerfly DC-9 med 103 passagerer og fem besætningsmedlemmer på vej fra Oslo til Tromsø i Nordnorge må nødlande i Værnes ved Trondheim, efter at der er opstået brand i cockpittet. Ved nødlandingen punkterer to hjul, og de ombordværende må evakueres. Ingen tilskadekommende.

25. april 1987:

89 passagerer i fly af typen DC-9 fra København til Aalborg bliver udsat for en hasarderet landing. Flyet lander skævt på landingsbanen i Aalborg, hvilket resulterer i at det yderste af den højre vinge rammede jorden og blev beskadiget.

19. oktober 1986:

Da et SAS-fly af typen DC-9 med i alt 102 passagerer og seks besætningsmedlemmer nødlander i Københavns Lufthavn i Kastrup, kommer fire japanske passagerer på hospitalet. Flyet skred af banen og knækkede næsehjulet og endnu engang skyldes det at flyets sideror ikke fungerede.

2. juni 1986:

Et passagerfly af typen DC-8 er på vej fra Sdr. Strømfjord til København, er det tæt på at kollidere med en britisk Boeing 747 i luften sydøst for Island. 186 passagerer var ombord på SAS-flyet. De to fly bliver af kontroltårnet i Reykjavik fejlagtigt dirigeret ind på samme kurs, men undgår med nød og næppe at kollidere.

8. februar 1984:

Otte bliver lettere kvæstet, da et passagerfly af typen DC-10 med 177 mennesker om bord efter landing i J.F. Kennedy-lufthavnen i New York glider ud over landingsbanen og lander med næsen i et sumpområde. En amerikansk havarikommission fastslog bland andet at piloterne under indflyvningen ikke aflæste hastigheden korrekt

22. februar 1984:

En DC-9'er med 116 passagerer og fem besætningsmedlemmer er tæt på at havarere under indflyvning til Tirstrup Lufthavn.

2. februar 1984:

En brutal start med et SAS-fragtfly fra Arlanda-lufthavnen ved Stockholm, resulterer i at flyet svinger ud på startbanen, før det skal, og har derfor kun mellem 1300 og 1400 meter at starte på. Kun med nød og næppe når maskinen op over en række træer og bygninger.

24. marts 1983:

Seks passagerer må indlægges til behandling for chok, efter at motoren i et DC-10-fly eksploderede umiddelbart efter start fra København med kurs mod Chicago. Under den efterfølgende nødlanding udbryder der brand i bremsesystemet, og alle146 passagerer bliver evakueret. Det viser sig at være en flok måger, som var skyld i motorhavariet, da de kom ind i motorens lameller.

18. april 1975:

DC-9-flyet Agne Vikings højre hjul punkterer ligesom det ska slippe jorden i Københavns Lufthavn i Kastrup. Kaptajnen får flyet standset kort før enden af startbanen. Alle ombordværende slap uskadte.

30. januar 1973:

En DC-9-21 afbrød starten efter en fejlagtig advarsel (stall warning). Flyet fortsatte ud på isdækket vand og sank ud for Fornebu lufthavn i Oslo, men ingen af de i alt 33 om bord kom til skade.

19. april 1970:

12 af de 65 passagerer om bord kommer alvorligt til skade, efter en DC-8'er bryder i brand efter et 50 meters rul på startbanen i Fuimicino.

13. januar 1969:

15 mennesker omkommer, da DC-8-flyet Sverre Viking med i alt 45 mennesker om bord styrter i havet ud for Los Angeles.

19. januar 1960:

42 omkommer, da et SAS-fly styrter ned tæt på Ankara i Tyrkiet.

8. februar 1949:

23 spanske turister og fem danske besætningsmedlemmer omkommer da et Vickers 628 Viking-fly styrtede i Øresund kort efter start fra Københavns Lufthavn i Kastrup med kurs mod Spanien.

12. februar 1948:

12 af de 21 passagerer om bord omkommer, da en Douglas DC-3 fra DDL styrter ned ved indflyvningen til Frankfurt.