Scharf afhørt i Tibet-kommission: Nægter ethvert kendskab til Kina-planlægning

Tidligere PET-chef Jakob Scharf afviser at have været involveret i planlægningen af det kinesiske statsbesøg i 2012.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Hvem tog beslutningen om, at dansk politi skulle sikre, at den kinesiske præsident under sit statsbesøg i Danmark i 2012 ikke blev mødt af demonstranter med Tibet-flag, som er ildeset i Kina?

Det er et af de spørgsmål, som Tibet-kommissionen forsøger at kaste lys over.

I dag var det blevet tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jakob Scharfs tur til at svare på spørgsmål.

Men det var ikke mange oplysninger, der kom fra manden, der var leder for PET fra 2007 til udgangen af 2013 og dermed stod i spidsen for efterretningstjenesten under det kinesiske statsbesøg i 2012 og et efterfølgende kinesisk besøg i 2013.

- Det erindrer jeg ikke, lød det flere gange fra Jakob Scharf.

Afviser detagelse ved møder

Under forhøret fortalte Jakob Scharf, at han ikke havde deltaget i møder med myndighederne omkring planlægning af den kinesiske præsidents besøg i 2012.

Samtidig slog han slog fast, at han ikke havde deltaget i møder med repræsentanter fra Kina vedrørende statsbesøget.

Jakob Scharf fortalte også, at han ikke var bekendt med den trusselsvurdering, som PET udarbejdede forud for statsbesøget og senere sendte til Københavns Politi.

Udover selve trusselsvurderingen står der, at kineserne er meget optaget af ikke at tabe ansigt i forbindelse med besøget. Det fremgår af dokumenter lagt frem i kommissionen.

”Det er PET’s opfattelse, at kineserne ikke er bekymret for præsidentens sikkerhed under opholdet i Danmark, men det er meget afgørende for dem, at de ikke ’taber ansigt’ ved konfrontationen med demonstrationer eller lignende.”

Samme oplysninger var ikke at finde i den interne trusselsvurdering hos PET og i den trusselsvurdering, som blev videresendt til Justits- og Forsvarsministeriet i forbindelse med besøget.

Forskellen på indholdet finder Jakob Scharf dog ikke påfaldende.

Han slog samtidig fast, at det i hans tid som PET-chef var normalt, at trusselsvurderinger også indeholdt andre oplysninger.

Hvad ligger der i 'at tabe ansigt'?

Udspørger Jakob Lund Poulsen ville vide, hvordan ordene om ’at tabe ansigt’ skulle forstås af Københavns Politi, som modtog trusselsvurderingen. Her slog den tidligere PET-chef fast, at PET ikke kunne komme med instrukser til politikredsene.

- Vi kan ikke give instrukser til det øvrige politi. Jeg opfatter det ikke som en instruks til Københavns Politi med en særlig forventning om, at de skulle gøre noget særligt.

Et af de centrale spørgsmål i kommissionen er, hvilken kontakt der har været mellem PET og Københavns Politi forud for statsbesøget i 2012. Men heller ikke her bidrog den tidligere PET-chef med mange oplysninger.

- Det har jeg ikke kendskab til, men jeg får ud fra, at der har været omfattende dialog, sagde han.

På vej ind til afhøring gjorde Jakob Scharf det klart, at han ikke ønskede at svare på spørgsmål fra journalisterne, men sagde hurtigt, at 'han ikke troede, at han kunne bidrage med så meget'.